Folketinget enedes i 1992 om at skabe en særlig miljøbistand til udviklingslandene. Kun Fremskridtpartiet var imod. Det fremgik af udenrigsudvalgets betænkning fra 1992 om Miljø- og Katastrofebistanden. Fremskridtspartiet kaldte i en mindretalsudtalelse forslaget et paradeforslag og sagde, at ideer om CO2-afgifter ”mildt sagt er en katastrofal fadæse” og at de fleste andre lande for længst ”har opdaget at alt det med drivhuseffekten var en myte”. Det troede de andre ikke på.
De øvrige partier fastholdt forslaget med henvisning til at de globale miljøproblemer har sammenhæng med katastrofer, blandt andet hungersnød i forlængelse af langvarig tørke.
I år er der Rio+20 FN-konference i juni. Den første Rio-konference om miljø og udvikling fandt sted i 1992, og den førte til miljø- og katastrofebistanden.
Det stod i 1992 klart, at miljøproblemet var globalt. Brundtland-kommissionen have i 1987 fastslået, at den globale udvikling ikke er bæredygtig. Klimaet og den biologiske mangfoldighed var truet. Det handlede om vores fælles fremtid.
Dansk udviklingsbistand sigter på at bekæmpe fattigdom. Med miljø- og katastroferammen blev det muligt at hjælpe ved miljøskabte katastrofer og at bistå mellemindkomstlande til miljøteknologi og planlægning og en mindre forurenende industri.
Miljøbistanden blev gennemført af den socialdemokratisk ledede Nyrup-regering, men flertallet var fundet inden regeringsskiftet. Blandt andet de konservative så mulighederne i, at Danmark kom i front med eksport af videnbaseret miljøteknologi.
Folketinget vedtog, at Danmark udover at give 1 % af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand ville give 0,5 % i miljø- og katastrofebistand. De 0,5 % skulle nås i år 2002, senere udskudt til 2005.
Noget nyt voksede frem. I slutningen af 1990’erne talte man om et dansk blødt sikkerhedspolitisk koncept. Vi bruge lige så mange penge på civile globale indsatser som på militær, ca 16 milliarder kroner på hver af de to konti. I næsten alle andre lande i verden var militærudgifterne langt større end civile internationale udgifter.
Den nye bistandsramme gav miljøbistand til ulande og østlande og det arktiske område. Miljøstyrelsen og Udenrigsministeriet havde et til tider problematisk samarbejde om den nye bistandsform. Alligevel voksede den år for år frem til VK overtog regeringsmagten.
VK-regeringen skar ned på udviklingsbistanden og fjernede den særlige miljøbistand, der ville have sikret Danmark en spydspidsplacering i de senere års internationale klimapolitik.
Samtidig droppede VK den bløde sikkerhedspolitik. I dag er den samlede udviklingsbistand kun på niveau med, hvad den var i slutningen af 1990’erne, ca 16 milliarder kroner, men militærudgifterne er omkring 23 milliarder kroner årligt. Havde folketinget fastholdt beslutningerne om 1 % til udvikling og 0,5 % til miljø- og katastrofer, ville den samlede civile bistand have været på 25-26 milliarder kroner årligt.
Selvom klimaproblemet stod klart, besluttede danske politikere at flytte milliarder fra miljø og udvikling til militære indsatser i Irak og Afghanistan.
Den nye regering har bebudet besparelser i forsvaret og en lille stigning i bistanden, men miljø- og klimabistanden er stadig historie. Der er nogle få og små klimaindsatser, men stort set finansieret af den reducerede udviklingsbistand. Den nye udviklingsstrategi taler ikke om nogen stor klimaindsats.
Det var det Radikale Venstre, der i 1992 stillede forslaget om miljøbistanden. Nu hvor FN holder Rio+20-konference, har vi radikale klima- og energi- og udviklingsministre og en SF’er som miljøminister. Temaet for Rio+20 er ”grøn økonomi” og bæredygtighedsmålsætninger. Scenen burde være sat for en genoptagelse af en omfattende miljø- og klimabistand.
I 1992 var der var bred folketingsenighed om en langsigtet indsats til fordel for kloden, de fattige og os selv. Der var vilje til at bygge noget op som havde perspektiv, og som – hvis det var fastholdt – havde betydet, at Danmark stod i en bedre situation i dag.
Erfaringen siden viser, at det er svært at fastholde bevidsthed om en truende langsigtet global udvikling. Men så sent som under klimatopmødet i København i december 2009 sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, at der er brug for ekstra (additionelle) midler til en klimaindsats i ulandene, og han lovede et dansk bidrag.
Repræsentanter for Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre var forargede, over at løftet ikke blev holdt. I dag er ambitionsniveauet omkring klima- og energipolitikken hævet, men primært i forhold til den hjemlige politik og EU-indsatsen. Der sker ikke meget i forhold til de fattige, der som de første lider under klimaændringerne.
Resultaterne i 1992 var en følge af lobbyarbejde fra Mellemfolkeligt Samvirke. MS skrev før Rio-konferencen til Folketingets medlemmer. ”Det er tid at sætte nye mål”, lød budskabet som krævede miljøbistand som supplement til udviklingsbistanden. Folketingsmedlemmerne hørte efter og gjorde forslaget til politik.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at det offentlige underskud i 2011 blev 36 milliarder kroner mindre end forudset. Det ser ud til, at danske politikere igen kan skabe rammerne om en fremsynet klima- og miljøpolitik baseret på ekstra midler.
Et nyt miljø- og klimafokus i samspil med Rio+20-konferencen kunne føre til en overordnet debat: Hvordan bruger vi bedst det begrænsede antal milliarder vi kan sætte ind internationalt? Hvad er Danmarks kærnekompetencer, og hvordan passer de til hvad verden har brug for?
Havde skiftende regeringer fastholdt 1992-politikken ville Danmark have meget at byde på ved Rio+20-konferencen. Men Danmark har også et vigtigt bud, hvis regeringen tør præsentere en fremtidsorienteret politik, der fastslår, at Danmark arbejder for en bæredygtig klode ved igen at flytte de milliarder tilbage til civile indsatser, som i de senere år er flyttet den anden vej.
Har været trykt som Politiken analyse maj 2012. Jeg var formand for Mellemfolkeligt Samvirke, da vi foreslog en ny miljøbistand og Folketinget gennemførte det