Dansk Økonomi boomer som bekendt. Samtidig vokser en række sociale problemer markant. Det er ikke en ny udvikling, men det er blevet særligt dramatisk over de seneste år. Umiddelbart virker det uforståeligt. I et historisk perspektiv er det vel også nærmest udansk. Den skandinaviske model har netop skabt velstand uden dramatisk voksende ulighed.
Inden jeg forsøger mig med et svar, først 4 eksempler på alvorlig vækst i sociale problemer. Det er sjældent de ses i sammenhæng. Jeg prøver.
- Der er hastig vækst i fattigdommen. Jeg ved godt, at fattigdomsgrænsen til alle tider er til diskussion, og at der er forskel på absolut og relativ fattigdom, men det er uomgængeligt, at samtidig med at de rige har øget deres indtægter meget betydeligt, er der sket et relativt fald i indkomsterne i bunden. Det skyldes i høj grad kontanthjælpsloftet (fattigdomsydelsen) og beslutninger om at overførselsindkomster reguleres lavere end inflationen, men det er også indirekte en konsekvens af globaliseringen. De mest attraktive mennesker på arbejdsmarkedet kan stille større lønkrav end før. De dårligst stillede er blevet endnu svagere. Der er nu 64.500 fattige børn i Danmark, og der er blevet 12.000 flere på et år. Man kan diskutere fattigdomsgrænser, men man kan ikke benægte, at udviklingen er udtryk for en voldsom polarisering i samfundet. En langt større afstand mellem samfund og bund end tidligere. Ulige muligheder.
- Der er blevet flere hjemløse. Omkring 6.600 i 2017, og det er 33 % flere end i 2009. Danmark klarer sig dårligt sammenlignet med de øvrige nordiske lande, specielt hvad angår hjemløshed blandt unge. Andre steder har man bragt tallet ned, her stiger det. En tredjedel af de hjemløse er mellem 18 og 29 år. Godt halvdelen skønnes af have psykiske problemer, der formentlig ofte forværres under hjemløsheden. Der er givetvis en række forskellige årsager, men en af de vigtige er, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde billige boliger til mennesker med lave eller ustabile indtægter, herunder mange af de unge, der ikke kan eller vil bo hjemme. Adskillige politiske handlingsplaner er slået fejl.
- Flere og flere mennesker lever i en form for usikkerhed og midlertidighed, der hindrer dem i at kunne planlægge en fremtid og som derfor også forstærker sociale og psykiske problemer og i værste fald til traumatisering. Jeg taler her primært om flygtninge, der i ”gamle dage” indtil for få år siden ville have fået permanent opholdstilladelse, fordi man har anerkendt deres asylbehov, men som i dag må leve med en form for konstant midlertidighed, fordi man nu opererer med midlertidige opholdstilladelser. Jeg er klar over, at jeg her taler om sociale problemer, som en stor og stærk politisk fløj vil afvise at tage alvorligt, men generationers erfaringer med asylbehandling viser ikke desto mindre, at forudsætningen for at flygtninge får et rimeligt liv her eller efter genbosætning, er at de har et liv med en form for fundamental tryghed og kan planlægge nogle år frem. Det manglende fremtidsperspektiv rammer i høj grad børn og unge, der risikerer at få permanente traumer. Det er en politisk beslutning om at ødelægge nye generationer. Og uanset hjemsendelespolitikken skal mange af dem fortsat bo her.
- Flere stigmatiseres. Igen er der tale om et politisk betændt område præget af stor uenighed, blandt andet om håndteringen af det regeringen kalder ghettoproblemerne. Det generelle billede er, at kriminaliteten er faldet, og at flere unge fra de såkaldte ghettoer får en uddannelse og efterfølgende et arbejde. Der er dog stadig alvorlige problemer, og der er en hård kærne af kriminalitet, som nogle steder er blevet værre end tidligere. Derfor er der brug for en indsats. Men med ghettoplanerne indfører man forskellige lovkomplekser for forskellige dele af Danmark og dermed en lovbaseret formel ulighed for loven. Ghettobeboere får et stempel, måske ikke som andenklasses borgere, men dog som nogle, vi andre skal passe på. Samtidig med at de på nogle områder skal tvangshjælpes. Det øger polariseringen yderligere. Et af formålene er at lave mere blandede boligkvarterer, men konsekvensen kan i værste fald blive det modsatte. De velfungerende vil søge væk fra de såkaldte ghettoer. De svageste, dem nogle nu kalder modborgere, vil blive tilbage.
De fire problemer som jeg har præsenteret her – og som jeg er helt bevidst om, at danskere vurderer forskelligt – er alle med til at mindske den såkaldte sammenhængskraft i samfundet. Forskellene øges hele tiden, økonomisk, socialt, boligmæssigt og uddannelsesmæssigt. Der er opstået et megarigt parallelsamfund for folk med ufatteligt store indtægter, mens andre skal være glade, hvis de klarer sig blot nogenlunde fra dag til dag. Nogle har et fremtidsperspektiv, andre har det ikke. Det hænger ikke sammen. Det giver ikke meget at være fælles om.
Det er samtidig interessant, at ødelæggelsen af sammenhængskraften i vid udstrækning er en konsekvens af aktive politiske beslutninger fra skiftende regeringer og Folketinget. På flere områder rammer den voksende ulighed især danskere med en anden baggrund end etnisk dansk. Men den rammer også på tværs, og uanset hjemsendelsespolitik vil Danmark også i fremtiden være et land med en blandet befolkning og behov for sammenhængskraft.
Markedsskabt ulighed forstærkes
Markedsøkonomien har en tendens til at fremme ulighed og polarisering. Alle har ikke de samme muligheder eller får de samme chancer. Formuer koncentreres, og nogle få ejer stadig mere. Det er gammel viden, og velfærdspolitik har i et århundrede bestået i at regulere markedet. Med skatter og afgifter har man mindsket uligheden, med gratis sundheds- og uddannelsestilbud har man givet de økonomisk dårligst stillede bedre chancer. Sådan har man gjort, og det har virket.
Det nye er, at regeringer og folketing forstærker den markedsskabte ulighed.
Klarest ses det i indkomstudviklingen. For at det skal kunne betale sig at arbejde indfører man fattigdomsydelser, der samtidig har den konsekvens, at den presser de laveste lønninger nedad, mens man letter skatten i toppen for at fremme investeringer. En aldrig omtalt konsekvens er, at samfundets top reelt ikke behøver at arbejde. Det, med at det skal kunne betale sig at arbejde, gælder kun i bunden. Der gøres politiske forsøg på at bagatellisere den voksende ulighed. Uligheden er større i mange andre lande, siger man. Det er rigtigt, men hvor længe, når det hvert år går den gale vej?
Når hjemløsetallene vokser i et samfund med god økonomi, er det ikke i konsekvens af en politisk beslutning men en logisk følge af markedsmekanismer, man ikke har ønsket at regulere. Man har reelt i mange år fremmet ejerboliger og svækket udviklingen af den almene sektor og bygningen billige boliger. Se blot på hvordan man i hovedstadsområdet har brugt offentligt dyrt grundsalg til finansiering af infrastrukturudvikling.
De politiske beslutninger om at gå fra integrationstankegang til et hjemsendelsesparadigme for flygtninge, og om at stigmatisere grupper af ghettodanskere er derimod rene politiske beslutninger, der ikke så meget handler om at løse problemer, som at søge at placere ansvaret for alt hvad der virker dårligt i nogle bestemte befolkningsgrupper. Sådan at de, der i forvejen har det svært, får det endnu sværere.
Man kan vurdere det forskelligt. Og det gør man som bekendt. Men der er næppe megen tvivl om, at den samlede konsekvens ikke blot vil være flere sociale og økonomiske problemer i fremtiden, men også flere psykiske problemer og flere traumer. Mindre sammenhængskraft.
———————————
Artiklen blev bragt af Ræson primo 2019 og gav betydelig debat.