Der er blevet færre fattige i verden. Men faldet er kun stort, fordi man i dag skønner, at der var langt flere fattige for 20 år siden, end man mente dengang.
Den globale statistik om kampen mod fattigdom, bringer positivt nyt. Ifølge seneste ”Global Monitoring Report 2013” fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond er antallet af ekstremt fattige faldet fra 1,9 milliard mennesker i 1990 til 1,2 milliarder i 2010. Dermed er verden nået langt i retning af de såkaldte årtusindmålsætninger, som blandt andet satte det som mål at halvere fattigdommen i verden inden 2015.
Der er ikke tvivl om, at der er gjort fremskridt. Men udviklingen er præget af alvorlige paradokser, der viser noget om svagheder i den globale statistik, og at man især dokumenterer fremgang ved at opjustere gamle fattigdomstal, så de aktuelle tal virker lavere.
Et af paradokserne er, at man har ”opfundet” langt flere fattige kinesere tilbage i 1990. Med Kinas dramatiske økonomiske fremgang er disse nye fattige kinesere atter forsvundet, og det registreres som et stort fald i den globale fattigdom.
Forklaring: Da Verdensbanken i 1990 publicerede sin første globale fattigdomsanalyse, fortalte den, at 1.116 millioner mennesker levede for under en dollar om dagen. Ca 280 millioner eller en fjerdedel levede i Østasien, og af dem var 210 millioner kinesere. Kina er regionens helt dominerende stat.
Men i 2013-rapporten skønnes det, at der i 1990 levede 926 milliarder ekstremt fattige i Østasien. Altså næsten 650 millioner flere end 5 år tidligere, og næsten alle kinesere. Men udviklingen i Kina er dramatisk, så i 2010 var der kun 251 millioner ekstremt fattige østasiater tilbage. Tallet er stort set det samme, som det man regnede med for 1985, men i nye målinger forklarer det næsten hele faldet i den globale fattigdom.
Der blev ikke flere fattige kinesere fra 1985 til 1990. Men Verdensbanken konstaterede ret tidligt, at de gamle tal må have været for små, og man begyndte at opjustere dem bagud. Der blev altså mange flere fattige kinesere, og derefter igen meget færre.
Der kom flere justeringer. I 2001 fortalte Verdensbankens World Development Report, der igen havde global fattigdom som sit tema, at der i 1990 var knapt 1,3 milliarder fattige, men at tallet var faldet til 1,2 milliarder i 1998. Ifølge den rapport, havde man i 1998 allerede nået det tal på 1,2 milliarder, der i dag beskrives som succes-tallet fra 2010.
Og i Verdensbankens World Development Indicators fra 2004 skønnes det, at der var et yderligere fald til 1,1 milliard i 2001. Ifølge disse tal var den samlede fattigdom således lavere lige efter årtusindeskiftet, end den er i dag. Men i dag har man også opjusteret tallene for tiden omkring årtusindskiftet.
Tre oplysninger går igennem alle statistikkerne, uanset at de ellers er i modstrid med hinanden. Det ene er, at andelen af ekstremt fattige mennesker er faldet målt i forhold til klodens samlede befolkning. Og det er først og fremmest fordi vi er blevet flere mennesker, mens antallet af fattige er faldet eller har været konstant. Det andet er, at det eneste kontinent, hvor der har været vækst i fattigdommen er Afrika, selv om de seneste tal også fra dette kontinent er mere positive. En tredje faktor som går igen, er at de fleste af verdens fattige bor i Sydasien, først og fremmest fordi Indien, trods stor økonomisk vækst har været elendig til at udrydde fattigdom. Der er stadig flere ekstremt fattige i Sydasien end i Afrika.
Der er også en slags enighed om, at man i en eller anden udstrækning undervurderede fattigdommen tilbage i 80’erne og 90’erne, og at der har været et fald i fattigdom mange steder i verden. Men billedet er flimrende.
Tager man Verdensbankens tal fra 1990 eller fra 2001 som udgangspunkt, så er der faktisk flere ekstremt fattige i verden i dag end henholdsvis 25 og 10 år tidligere, og man skal være forsigtig med alt for hurrah-prægede konklusioner.
Det er vigtigt at huske, at man aldrig har lavet en konkret optælling af verdens fattige. Der er tale om skøn over indkomster i lande, hvor vurderingen af befolkningstal også er præget af skøn. Man ved ikke eksakt, hvor mange mennesker, der bor i mange lande, og heller ikke eksakt, hvor mange af dem, der er ekstremt fattige. Man laver nogle nedslag og undersøgelser og ganger op. Samtidig er nogle lande mere lukkede end andre. Kina hørte til de lukkede.
Forbeholdene er vigtige. I den nye 2013-rapport står der, at det i 36 udviklingslande er umuligt at finde tilstrækkelige data. Udviklingen her er fremskrevet på grundlag af udviklingen i lande, der ligner. Det giver naturligvis også et forbehold overfor de samlede tal.
I udviklingsdebatten har man i mange år talt om 1 milliard absolut fattige, og man har græmmet sig over, at dette tal (i al sin cirkahed) har været ret konstant trods enorm global vækst i produktion, forbrug og rigdom. De nye tal fortæller, at det går bedre, men også at situationen tidligere var værre end vi vidste.
Vi bør glæde os over fremskridt men huske usikkerheden. Måske vil der igen ske bagudrettede opjusteringer af tallene.
Analyse i Politiken 1. maj 2013