Krigen i Mellemøsten tegner billedet af at regeringen kun ønsker statsautoriseret debat

I en ideel demokratisk verden skabes og udvikles holdninger i en fri debat i alle samfundets hjørner, og ikke mindst i Civilsamfundet og på universiteter og højskoler og andre steder, hvor mennesker mødes for at udveksle tanker, om det der er vigtigt.
Det skal ske i frihed. Det var Grundtvig, der skrev, at ”Frihed lad være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for Thor”. Debatten skulle også give plads til dem, man var absolut uenige med.
Men verden er langt fra at være ideel. Vi er nødt til at forbyde racisme, og vi kan ikke tillade opfordringer til vold eller terrorisme. Friheden har sine grænser, også her i Nord.
Det må vi acceptere, men vi må også insistere på, at der skal være rum til den frie debat, og at den skal opmuntres, selv når det er svært. Ellers taber de idebårne civilsamfundsorganisationer betydning. Og uddannelses- og forskningssystemet forkrøbles af pålagte begrænsninger.
Hvordan fastholder vi den nødvendige balance. Og hvordan gør vi det i forhold til en blodig krig i Mellemøsten, hvor al evidens peger på, at der udøves aktiv terror af begge krigens parter?
Det må vi diskutere, og derfor prøver jeg at holde tungen helt lige i munden, mens jeg skriver dette.
Hamas er en terrororganisation, der 7. oktober sidste år var ansvarlig for mere end 1200 grusomme mord, langt de fleste på civile og uskyldige israelere.
Israel er en stat, som siden har dræbt mere end 43.000 mennesker i Gaza, langt de fleste uskyldige kvinder og børn. En hel befolkning har oplevet sig massakreret og terroriseret. Israel er anklaget for krigsforbrydelser og folkemord. På Vestbredden har illegale jødiske bosættere terroriseret palæstinensere, mens militæret aktivt eller passivt har taget del. Her er mange hundrede dræbt. Over hele verden demonstreres der over den manglende proportionalitet i Israels krigsindsats. Også i forhold til Libanon med nye tusinder af uskyldige ofre.
Men siger man som dansker, ”Jeg elsker Israel”, er man en del af den demokratiske samfundsmæssige debat, vi hylder og elsker.
Siger man derimod, ”Jeg elsker Hamas”, er man terroristsympatisør og terroriststøtte og vil efter al sandsynlighed blive sigtet og anklaget og dømt ved en dansk domstol.
I forhold til Israel er det tilsyneladende i orden både at forstå og at billige Israels gerninger, selv om det står stadig mere klart, at det reelt også er en billigelse af krigsforbrydelser og terror.
I forhold til Hamas er det stærkt betænkeligt blot at udtrykke forståelse, og billigelse vil i hvert fald føre til domfældelse.
Er det rimeligt, og er det fornuftigt, at staten i denne komplekse situation fyldt med terror, skal bestemme, hvem og hvordan man må diskutere en blodig konflikt fyldt med krænkelser af folkeretten? Og gør det andet end noget negativt ved den demokratiske samtale?
Jeg er gammel og ved nok om politik og jura til om fornødent, men uden at være helt sikker, at kunne skelne og forklare, hvorfor der måske er en slags forskel på de to typer af massedrab. Men hvordan kan man overhovedet forestille sig, at en almindelig ung eller gammel normalt samfundsinteresseret dansker skal kunne forstå eller agere ud fra disse juridiske og politiske nuancer?
Effekten er derfor, at debatten bremses og lukkes ned for de mange, som ikke kan forstå, hvorfor man gerne må hylde potentielle israelske krigsforbrydere og illegale jødiske bosætterterrorister, men ikke palæstinensiske terrorister. Imens fortsætter massakrerne.
Situationen har sin baggrund i regeringstoppen. Efter 7. oktober-massakren sidste år skrev statsminister Mette Frederiksen til justitsministeren og bad om en redegørelse for” hvordan politiet og anklagemyndigheden anvender det strafferetslige værn mod blandt andet tilskyndelse til og billigelse af terror”
Politiken skrev 10. november i år, at sigtelserne derefter tog fart, og at foreløbig 19 personer over hele landet nu er blevet tiltalt for at billige terror ved at have talt og skrevet om Hamas på de sociale medier. Strafferammen for at billige en terrorhandling er indtil 3 års fængsel. Der er ingen rapporter om folk, der er sigtet for at have billiget israelsk terror.
11 personer venter på domme, tre er idømt fængsel, to har fået betingede domme, og to er frifundet. I den ene af sagerne med frifindelse, var det retten i Odense, der frifandt en 28-årig kvinde, som anklageren krævede idømt 3-4 måneders ubetinget fængsel. Det vidner om voldsom stædighed fra anklagemyndighedens side, at man appellerer en klar frifindelse, men de politiske signaler fra regeringen har været klare. Der skal slås hårdt ned.

Mette Frederiksen taler altid om danskerne, og det reelle budskab til danskerne er desværre nu, at de skal tie stille, og blande sig udenom. Massakrerne på civile skal ikke diskuteres, hvis de er et resultat af israelske beslutninger.
Den enkelte dansker uden særlig politisk og juridisk uddannelse har som nævnt ikke en jordisk chance for at navigere som debattør i dette system, og det er formentlig også meningen.
Men hvad med civilsamfundet? Hvad med organisationerne? Hvad med universiteterne?
Her har politikerne også været hurtigt ude, for eksempel da et par mennesker med tilknytning til Mellemfolkeligt Samvirke sagde noget om konflikten, de ikke skulle have sagt. Selv om MS og disse menneskers veje hurtigt skiltes, var det ikke nok. Der blev politisk (men dog heldigvis ikke fra regeringspartierne) flaget med trusler om at tage pengene fra organisationen.
Derfor sidder civilsamfundsledere nu og diskuterer, hvordan de kan begrænse debatten, ligesom universitetsrektorer gør det.
Der tegner sig et billede af, at regeringen i Danmark kun ønsker en form for statsautoriseret debat.
Sådan har det ikke altid været. Vi havde et lovligt naziparti i Danmark, da det var forbudt i Vesttyskland, og vi tog afstand fra den berufsverbot, der i 1972 blev resultatet af en vesttysk ”extremistenbeschluss”, som fratog borgerrettigheder fra de mennesker, man definerede som ekstreme.
I Danmark troede vi ikke på den slags forbud. Vi mente, det var bedre for samfundet og alle dets parter, at holdninger og synspunkter kom ud i samfundet og blev diskuteret og støttet eller imødegået der. Vi troede både på det enkelte menneske og på civilsamfundets styrke. Og på at vi sammen kunne finde en fornuftig vej.
Med regeringens antiterrorpolitik og den ensidige implementering af den, tvinger vi synspunkter ud i illegalitet. Vi fjerner debatten fra det åbne samfund og civilsamfundsorganisationerne, men naturligvis fortsætter debatten i det skjulte. Og nogle mennesker vil netop føle sig bekræftede i deres synspunkter af det danske forbud. De vil endnu stærkere end tidligere stå tilbage med følelsen af, at der er forskel på folk, og at israelere tæller langt mere end palæstinensere. Både som levende og døde.
Og bare for en ordens skyld. Jeg har ikke her skrevet om racisme, hverken antisemitisme eller islamofobi, det er en anden debat, og jeg ønsker ikke at legitimere racisme.