Turbokyllingen vokser så hurtigt, at knoglerne ikke kan følge med. Den kan ikke stå på egne ben. Den er virkelig ikke ”bæredygtig”, for den kan ikke bære sig selv. Heldigvis tager flere forbrugere og supermarkeder nu afstand fra den form for fjerkræavl og vækst, som erstatter naturlig udvikling med unaturlig turbovækst.
Hotel- og luftfartsindustrien er i dyb krise på grund af corona-pandemien. I København er det særlig slemt. Turisterne og erhvervsfolkene er væk, og det rammer bredt og dybt. Milliardindtægter er forsvundet, mange mennesker fyres. Og ikke bare i luftfartsselskaber og hotelindustrien, men også i alle følgeindustrierne. Det gør rigtig ondt.
Brancherne har brug for statsstøtte for ikke at falde sammen.
Men sandheden er vel, at der også er meget turbokylling over udviklingen, specielt i hovedstadsområdet. Med statslige og kommunale hyldestråb har de involverede erhverv gennem de sidste år skabt en turbovækst i flytrafik, hotelkapacitetsudvikling og turisme, som langt hen ad vejen har været baseret på forretningsmodeller uden økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.
Fra 2008 til 2018 var der ifølge den seneste statusanalyse for turisme en vækst i antallet af ferieovernatninger i København på 136 %. Der kom altså på ti år langt mere end dobbelt så mange turister til København. Antallet af hotelovernatninger voksede med 126%
Der var i 2019 9,7 millioner hotelovernatninger i hovedstadsområdet. Oveni kommer mere end en halv million på AirBnB. Og så var der op mod en million krydstogsturister, der boede på deres skibe, men brugte penge i byen.
På VisitDenmarks hjemmeside er man opmærksom på, at flere turister er optaget af bæredygtighed, men sandheden er, at denne eksplosive vækst, er fremmet på alle mulige andre måder end de bæredygtige.
Flyvning både ud og ind af Danmark er understøttet af luftfartens gigantiske indirekte offentlige støtte, hvor trafikken er befriet for de offentlige afgifter, som alle andre former for transport er underlagt. De særlige fordelagtige forhold for flyindustrien kunne i princippet have ført til økonomisk konsolidering, men resultatet har været det modsatte. En vild konkurrence har fremmet discount-selskaber med perverst billige priser. I København har man gjort noget helt særligt for at tiltrække discountselskaberne ved at udbygge det man kalder lavprisfaciliteterne i lufthavnen.
Der er også gjort meget for at fremme en krydstogtsturisme, der er skadelig for både det nære og fjernere miljø, og som i øvrigt – fortælles det – hat nået et sådant omfang, at det har øget antallet af flyruter mellem København og USA. Man gider jo ikke sejle hele vejen.
København er virkelig blevet turisternes by, og hele Danmark er blevet et turistland. Stolt rapporteres det, at antallet af udlændingeovernatninger i Danmark er en smule større, end antallet af udenlandske overnatninger i Norge og Sverige tilsammen. Over halvdelen af det samlede antal hotelovernatninger er i hovedstadsområdet, som har haft størst vækst og nu er særlig hårdt ramt
169.000 jobs er skabt af turismen lyder det i rapporten for 2019. Så kan man tænke sig til, hvor mange job, der tabes, når turismen pludselig – i hvert fald i København – falder sammen.
Mange jobs er også skabt i byggeriet. Der er sket en voldsom udbygning af hotelkapaciteten. I en prognose fra før corona-krisen regnede man med at antallet af hotelværelser skulle stige fra 17.400 i 2017 til 24.400 i 2021. Der var i årene frem til dette tidspunkt en vækst i hotellernes belægningsprocent, og derfor optimisme i forhold til nye hoteller. Men der ville være tale om en vækst på 40 % på kun 4 år og næsten 15 % alene i 2018 og 2019.
Turismen er – specielt for hotellernes vedkommende – kun en del af forklaringen på turbovæksten. Oveni kommer naturligvis hovedstaden som international kongresby, væksten i almindelige erhvervsrejser og meget, meget mere.
Altså indtil 2020 og corona-epidemien.
Den kunne ingen forudse. Naturligvis ikke.
Og så alligevel.
Alle store internationale turistdestinationer ved, at turisme er næsten lige så upålideligt som vejret. Så er der en tsunami. Så er der lidt for stor vækst i kriminaliteten, og turisterne bliver bange, så er der en terrorrisiko, og så er der en finanskrise.
Pludselig bliver turisterne væk. Eller de tager andre steder hen. Stribevis af lande har oplevet det.
Hvis man ikke konsoliderer og planlægger med dårlige år, er man dårlig til at drive turistforretning. Risikoen for voldsomme tilbageslag er der altid, men den er naturligvis langt større, når væksten er en turbovækst.
I analyser over udviklingen i hotelmarkedet fra 2019 kan man læse, at der på grund af de mange nye hoteller og den øgede kapacitet, ville komme øget konkurrence på markedet i 2020, men grundlæggende var der ingen overordnet bekymring, for om turbovæksten var forsvarlig.
Bortset fra nogle ret uforpligtende ord om bæredygtighed, blev der heller ikke lagt vægt på de nye langsigtede tendenser, som gik imod denne udvikling. Den mere og mere udbredte bekymring over klima- og miljøkonsekvenserne af ubegrænset vækst i trafik blev ikke adresseret.
Heller ikke, selv om der var opstået en (endnu beskeden) modbølge af aktive mennesker, som specielt går imod eksplosionen i flyturisme.
Og selv om der var og er firmaer og organisationer, der reviderer rejseregler, og som også inden pandemien søgte at erstatte en del rejseaktivitet med digital kommunikation, videokonferencer og lignende. En udvikling der nu har taget voldsom fart.
Københavns lufthavn satte rekord med over 30 millioner passagerer og planlægger en udbygning, så man kan nå 40 millioner. På trods af debatten om klima og grøn omstilling.
I Hotel- og restaurationsbranchens organisation HORESTA raser man forståeligt nok over regeringens regel om mindst 6 overnatninger som betingelse for udenlandske besøg i København. Man kræver også ny støtte i forlængelse af den kompensationsstøtte, som erhvervet allerede har modtaget. Man taler om et tab på 10 milliarder kroner og 49.000 fuldtidsjob i hele Danmark i denne sommer, og man forudser striber af konkurser. Det må naturligvis gøre indtryk.
Jeg synes altid, det er slemt, når kriser fører til fyringsrunder og konkurser, men vender alligevel tilbage til ligheden mellem turbokyllingerne og væksten i rejse- og turistbranchen i hovedstadsområdet.
Vi er rigtigt mange, der har spurgt os selv og hinanden, hvor længe, det kunne blive ved, når vi har set nye hoteller skyde op overalt og hørt rapporter om den ene rekord efter den anden for Københavns lufthavn, for krydstogsturismen og for antallet af hotelovernatninger.
Vi har også – uden at tænke i corona-krise – oplevet bekymrede debatter om, hvorvidt turismen ville begynde at kvæle sig selv, når alt for mange skal se alt for meget på alt for lidt tid, og der ikke længere rigtig er plads til københavnerne.
Alt er blevet afvist. Og væksten er fortsat til et niveau, hvor det nu er klart, at den ikke kan bære sig selv. Men i en krise skal understøttes af staten.
Klimaminister Dan Jørgensen skrev for 10 år siden bogen ”Grønt håb” om klimapolitik. Den kom i årene efter finanskrisen, og Dan Jørgensen skrev ret visionært, at når krisen medfører, at det offentlige er nødt til at understøtte virksomhederne, så skal det bruges til at stille krav som sikrer grøn omstilling. Det er ikke nødvendigvis skidt, at nogle virksomheder vil dø i processen, skrev han. For andre og grønnere ville vokse frem i stedet.
Når nu der kommer lidt ro på, kunne man jo sætte sig ned og begynde at planlægge, hvad det vil sige at have bæredygtig turisme i Danmark og i København.
Hvor langt skal vi ned? Og hvad skal vi have væk? Hvor langt kan vi gå med begrænsning og omlægning eller forbud mod krydstogtsturisme? Hvordan kan vi sikre ansvarlig prissætning af flybilletter og få lavprisselskaberne væk? Hvad kan vi lave af turismerestriktioner, som ikke er kriserelaterede, men som handler om at beskytte miljø, klima og danske værdier?
Lad falde hvad ikke kan stå, sagde markedsliberalisterne. Turbokyllingen falder, og turismen står usikkert på ikke-bæredygtig grund, fordi den er blevet drevet til turbovækst uden konsolidering.
Trykt som kommentar i Politiken juli 2020