Den vestlige verden har undermineret sit eget fundament

Lidelserne i Gaza er ubeskrivelige. Sult, smerte, død og sorg. Konstant utryghed og elendighed.
Det er smerte, der i et eller andet omfang forplanter sig i millioner af mennesker. Tusinder af uskyldige børns liv forsvinder, mens verden ser på. Det lader kun få mennesker upåvirkede.
Smerten over uskyldige liv suppleres af en anden smerte.
Det er smerten over, at alt det vi troede, vi stod for i den vestlige verden nu også smuldrer.
Vi vil gerne se os selv, som den oplyste del af verden. Den del af verden, hvor demokratiet stadig står stærkt, hvor vi har respekt for menneskerettigheder og retssikkerhed. Hvor vi ejer troværdighed, når eller hvis vi prøver at påvirke verden i en retning, hvor det enkelte menneske, dets værdi og dets rettigheder spiller en større rolle.
Det er smerteligt at se, at den sidste rest af den troværdighed nu er ved at forsvinde. Og at det der sker i disse uger og måneder vil fremskynde en proces, hvor Vesten taber indflydelse og troværdighed i hele verden.
I FN-sprog taler man om, at menneskerettighederne er fundamentale rettigheder. De er det fundament, som samfundet bør bygge på. En grundlæggende anfægtelse af menneskerettighederne er derfor en anfægtelse af det fundament, vi står på, og som vi sammen søger at basere fred og fremgang på.
Hamas’ terrorangreb var gruopvækkende i sin tilsidesættelse af rettigheder og menneskelighed. Det krævede et stærkt svar, men ikke et svar der førte til tæppebombning af uskyldige civile.
Det er samtidig vigtigt at holde fast i, at Israel med Netanyahu i spidsen længe før disse terrorhandlinger har gennemført en politik som har været i strid med de fundamentale menneskerettigheder, og som ikke har givet store grupper af mennesker retssikkerhed. Israels regering har ikke blot accepteret men reelt tilskyndet ulovlige bosættelser i palæstinensiske områder, selv om det fratog befolkningen deres rettigheder. Palæstinenserne er blevet anholdt og tilbageholdt vilkårligt. Diskrimination har været så systematisk, at nogle taler om et apartheid-samfund. Palæstinensere er reelt blevet holdt i et åbent fængsel.
Det har ikke blot handlet om Gaza men i høj grad også om Vestbredden, der ikke er blevet styret af Hamas.
Denne mangeårige udvikling er så – efter Hamas-terroren – afløst af angrebet på Gaza. Den tidligere norske FN vicegeneralsekretær og topdiplomat Jan Egeland, siger i et interview med Dagbladet Information, at ”pulveriseringen af Gaza er den største katastrofe for menneskeheden i en generation”.
Israel er stort set siden statens oprettelse blevet fremhævet som det eneste reelle demokrati i Mellemøsten, og støtten til Israel legitimeres i høj grad af, at landet defineres som et demokrati? Men holder definitionen? Skal et demokrati ikke også sikre rettigheder?
Der kan bruges mange ord, men lad os her holde os til fire nøgleord: Menneskerettigheder, retssikkerhed, demokrati og troværdighed.
Jeg er ældre end staten Israel. Jeg er vokset op med beretningerne om holocaust og troen på den nye jødiske stat og dens udvikling. Jeg har siden selv brugt en stor del af mit arbejdsliv uden for Europa. Jeg har arbejdet med bistand, udviklingssamarbejde, medieudvikling, civilsamfundsstøtte og udveksling mellem mennesker.
Det har været et godt liv. Jeg har set, at i det arbejde havde vi noget at komme med. Vi havde værdier og erfaring, vi kunne øse af, og nogle gange lykkedes indsatsen, fordi vi også havde en vis troværdighed.
Vi er Vesten, men i høj grad også Danmark og de skandinaviske lande. Vi havde noget at byde ind med, og der var lande, der gerne tog imod. Vi har givetvis haft en tendens til nationalistisk selvovervurdering, og vi reddede ikke verden. Men der stod respekt om Danmark både i FN og i mange enkeltlandes regeringer. Man ville selvfølgelig gerne have penge, men mange ville også gerne lytte og lære.
Mange steder var og er der drømme om at kunne udvikle sig i retning af det, som Europa står for, når det er bedst. Mange ville gerne have rettigheder, uafhængige civilsamfund, mediefrihed og retssikkerhed. Der var grobund og en vis troværdighed. Men det var også hele tiden store udfordringer. Europa er også de gamle kolonimagter og symboler på historisk undertrykkelse og uretfærdighed. Derfor har det hele tiden krævet nytænkning og balance.
Nu bider billedet af vestligt hykleri og dobbeltmoral sig mere og mere fast, og troværdigheden svinder.
Vesteuropa har kæmpet for at få verdens lande til at stå klart på Ukraines side og protestere mod Ruslands invasion. Det var som bekendt svært før 7. oktober, og det er umuligt nu.
Der er forskel på europæiske lande og deres holdninger og udmeldinger, men samlet tegner der sig et billede af et Vesten, der forsvarer Israel, uanset hvad Israel gør. Handlinger som i alle mulige andre lande – inklusive Rusland – fordømmes, fører kun til et mildt pres på Israel for at tage mere hensyn. De grundlæggende universelle værdier (som oprindelig blev formuleret af vestlige stater) skubbes brutalt til side, og Vesten forsvarer her, hvad der vil blive fordømt alle andre steder.
Demokratiet svækkes samtidig som et mål, man som menneske og samfund vil stræbe efter. Når de, der kalder sig demokratier, forsvarer voldsomme overgreb på uskyldige, hvad er så demokratiet værd?
Jan Egeland kalder forskelle i reaktionerne på Ruslands og Israels bombardementer for ”hykleri på en industriel skala”.
Danmark har skilt sig negativt ud. Meget længe med 100% dansk opbakning til Israel, mens adskillige, herunder Norge, opfordrede til våbenhvile.
Allerede i maj sidste år sagde Mette Frederiksen at Putin skal holdes ansvarlige for de russiske krigsforbrydelser. Men adspurgt om Israels mulige krigsforbrydelser, afviser Mette Frederiksen, at det skal vurderes politisk. Det tilkommer jurister og efterforskere. De dobbelte standarder er åbenbare.
Jeg har aldrig fået læst Edward Gibbons ”Det romerske riges forfald og undergang” fra 1781, men det smerter mig, at jeg synes titlen står ret profetisk i dag. Romerriget skal blot udskiftes med Vesten.
Man kan ikke på samme tid underminere sit eget fundament og holde sig på toppen.