Brev til en ung miljøaktivist
Det går bogstaveligt talt ad helvede til, og Danmark har stort set droppet miljø- og klimabistand. Men du kan vende udviklingen. Du har muligheden for og evnerne til at genopfinde 1990’ernes aktivisme
.Tænk at være 50 år yngre. Hvilke trusler, og hvilke muligheder. En verden truet af krige og klimaændringer, overforbrug og overbefolkning. Men også en verden, der måske er i færd med en omstilling, der er så stor, at begrebet verdenshistorisk ikke rækker.
Jeg har skrevet om udvikling i 45 år og om miljø og klima i mere end 30 år. Det har været en stor del af mit arbejdsliv og af mit fritidsengagement i danske foreninger. Hjemme i rækkehuset holder vi høns, vi har fem regnvandsbeholdere, og vi har solpaneler over drivhuset. Det har vi haft meget længe, så solpanelerne er ikke blandt de mest effektive. Alligevel.
Det er det lokale og det globale, og vi skal alle navigere mellem lokale muligheder og det store perspektiv. En af mine personlige sejre var, da det i 1992 lykkedes at overbevise Folketingets flertal om, at Danmark som det første land i verden skulle indføre en miljøbistand, som kunne bistå udviklingslande til, at deres industrialisering blev mindre miljøbelastende og mere bæredygtig. Jeg var formand for Mellemfolkeligt Samvirke, og efter FN’s Rio-konference om miljø og udvikling i 1992 skrev vi til alle Folketingets medlemmer og foreslog, at målet om at give 1 procent af Danmarks bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand skulle suppleres med et nyt mål om at give 0,5 procent af BNI i miljøbistand.
Interessant nok var det især på grund af Det Konservative Folkeparti, at forslaget gik igennem. Det var dengang et mere fremsynet parti. De konservative kunne se, at der var erhvervsmuligheder for Danmark i en global miljøindsats. En ny administration blev bygget op, og en ny samarbejds- og bistandsform udviklet. Det var langtfra uden problemer, og der blev lavet mudrede kompromiser, men det var alligevel fantastisk. Der stod international respekt om Danmark. I Mellemfolkeligt Samvirke følte vi, at vi havde været med til at skabe historie. Vi tænkte stort og fik ’systemet’ til at tænke med. Det nyttede, og det gav perspektiv.
Glæde og smerte
Den nye bistandsform blev udviklet over 10 år, inden VK-regeringen og Anders Fogh Rasmussen (V) slagtede den sammen med nedskæringer i den fattigdomsorienterede bistand og omstilling til krigsøkonomi. Det understregede, at man aldrig kan stole meget på politiske systemer. Havde Danmark fastholdt målsætningen fra 1990’erne, ville den samlede udviklings- og miljøbistand i dag have været på omkring 30 milliarder kroner årligt. Danmark ville være en rollemodel i den store kamp for global omstilling. Det ville ikke have kostet mere, end vi i dag bruger internationalt, når vi tager krigene med. Men perspektivet ville være helt anderledes
Erindringen fylder mig med glæde. Og med smerte og ærgrelse over, hvordan det siden gik.
Jeg har været imod rigtig mange ting i mit liv. Jeg har bidraget til mod-dagsordener både med underskrifter og i demonstrationer, og det har været vigtigt og sommetider endda nødvendigt. For eksempel går der en lige linje fra kampen mod atomkraft og til kampen for vedvarende energi. Meget havde set værre ud, hvis vi var slået ind på A-kraft-motorvejen i energiudviklingen.
Alligevel siger mavefornemmelsen og erfaringerne mig, at det er bedre at kæmpe for noget, der gør en positiv forskel, end imod noget, man vil undgå. Det giver også større glæder.
Ofte er det to sider af den samme sag. Kampen mod klimaødelæggelse forudsætter sejre i kampe for at skabe en mere positiv udvikling. Uden sikkerhed for, at det er tilstrækkeligt, men med viden om at det er en del af det nødvendige. Kæmp for konkrete positive forandringer, som bidrager til den nødvendige overordnede omstilling. Og vær undervejs tro mod visionen og den store sammenhæng.
Miljøbistanden var meget konkret. Der blev skabt en økonomisk ramme for indsatser, der var båret af viden, af en overordnet udfordring og af en vision. Det viste sig muligt at overbevise den nære omverden om, at det fornuftige var muligt.
Folkelighed og storindustri
Udviklingen af vedvarende energi og økologisk jordbrug synes i dag at være selvfølgeligheder, men sådan har det ikke altid været. I sin bog om det såkaldte vindkrafteventyr fra 2009 refererer Uffe Geertsen til den tilsvining, som A-kraft-kritikere blev udsat for i 1970’erne. Det var en »religiøs bølge sat i gang af barfodsgængere og andre biodynamikere og hjemmefødere«. Det var »brøndkarsespisende kystbanesocialister«, og nogle frygtede både sabotage og terror fra den kant.
Men vindkrafteventyret gik i gang med folkelig bevidsthed og i kraft af enkeltpersoner. Hjulpet af god energioplysning blev der stillet enkeltmøller og klynger af møller op. På Information havde vi Torgny Møller, der startede en livslang indsats for vindenergi med at få bygget sin egen mølle. Det siden så forkætrede Tvind-system byggede en mølle, der unægtelig var mange gange større, og som gav ny viden om det mulige og umulige.
I dag er det storindustri. Det har et omfang og et perspektiv, som virkelig er et eventyr. Der er røget folkelighed undervejs, men opnået utrolige resultater.
Tilsvarende med økologien. Latterliggjort og bagatelliseret. Beskyldt for at være baseret på manglende viden. Gjort til religiøsitet. Og nu – måske – den eneste del af dansk landbrug, der for alvor har et fremtidsperspektiv. Voksende salg herhjemme, stærkt voksende eksport, om end fra et meget lavt niveau. Masser af problemer, men fortsat en vision. Og i nogle af verdens fattigste lande en erfaring med, at veltilrettelagt økologisk produktion både kan give større produktivitet og bedre priser på de enkelte varer. Det, erhvervsfolket kalder win-win.
Man troede på det
Den seneste (igen oversete) rapport fra Det Internationale Energi Agentur (IEA) fortæller, at det ser stadig mere tvivlsomt ud med hensyn til at nå at begrænse klimaændringerne til en gennemsnitlig varmestigning på 2 grader. Det bliver værre. Barnelærdommen fortalte om helvede som et ekstremt varmt sted. Og det går bogstavelig talt ad helvede til. Alt for meget trækker i den forkerte retning. Alligevel er en gigantisk omstilling på vej. Den ses lejlighedsvis i en overordnet erkendelse og hele tiden i spændende lokale initiativer. Alle helt utilstrækkelige. Tilsammen måske nok til at dreje verden i en ny retning.
I Danmark går det lige nu i den gale retning. Vi har stort set droppet miljø- og klimabistand. Vi skærer i den udviklingsbistand, der via uddannelses- og sundhedsaktiviteter kan være med til at bringe fødselstallet ned i de fattigste lande. Den tidligere regering begrænsede ambitionerne, og den nye har droppet dem helt. Det skal der naturligvis laves om på.
Aktivistisk udenrigspolitik betyder i dag – selv for det gamle fredselskende radikale parti – at vi som lilleput-nation tager aktivt del i næsten alle de krige, vi kan få øje på. V-regeringens ambition er, at vi skal bruge næsten tre gange så meget på militært forsvar (og angreb) som på civile internationale indsatser.
I 1990’erne brugte vi lige så meget på civile indsatser som på militær. Det var en tid, da aktivistisk betød aktivisme i FN og andre internationale organisationer, og hvor man helt officielt hyldede den bløde sikkerhedspolitik. Man troede på, at man med aktivistiske indsatser kunne være med til at bekæmpe fattigdom, redde miljø, kæmpe mod klimaforandringer og arbejde for fred. Hvis jeg var ung, ville jeg arbejde for, at sådan en dansk aktivistisk virkelighed genopstår.
En virkelig aktivistisk udenrigspolitik er i dag en international indsats, der handler om at fremme bæredygtig fødevareproduktion, sikre omsorg og beskyttelse af rent vand, styrke pigers og kvinders uddannelse og rettigheder, reducere energiforbrug og styrke decentral energirigtig produktion, fremme industriomstilling og arbejde for fredsinitiativer, som også kan reducere flygtningepresset.
Synd lidt
Dette brev er et sammensurium, og jeg kunne tage meget mere med i opremsningen. Men det hænger sammen. For sandheden er, at udenrigspolitikken (og anden politik) nu handler om vores levevis på en truet klode.
Men risikerer vi ikke, at verden går op i flammer, hvis vi flytter vægten væk fra F-16-flyene og vores aktive krigsdeltagelse til fordel for langsigtet bæredygtighed?
Jeg tror det ikke, og så vidt jeg kan se, har vi snarere hældt benzin end smidt grus på de flammende bål.
Men vil vores bløde indsats være tilstrækkelig? Vi kan vel ikke redde hele verden? Nej, bestemt ikke. Vores indsats vil være helt utilstrækkelig. Men kan vi være med til at skabe forståelse for sammenhæng og samspil, kan vi være med til at lave den voldsomme omstilling, der giver håb for os alle og ikke mindst for de næste generationer.
Mit råd til dig, kære unge miljøaktivist, er derfor: Tænk bæredygtigt. Tænk decentralt. Tænk i det nødvendige, og vær aktiv. Vær tro mod visionen: Kompostanlæg og vindmølleaktier retfærdiggør ikke ferier i Thailand. Synd lidt, og vær glad: Men prøv trods alt at gøre det nogenlunde visionært og bæredygtigt.
Fordi det er så stort og bredt, er der handlemuligheder inden for alle mulige forskellige fagligheder. Der er mange sejre, der skal vindes.
God fredelig og positiv kamp!
Kærlig hilsen
Knud
Knud Vilby er journalist og tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Artiklen er trykt i Information 8. september 2015