Nederlaget i Afghanistan har naturligvis ført til mange refleksioner over den menneskelige og økonomiske pris. De overordnede tal er uforståeligt store, men selv for Danmark er prisen meget, meget høj både i liv og penge.
Men der er en pris, vi sjældent taler om. Dansk udenrigspolitik ændrede sig for tyve år siden. Vi satsede voldsomt på at leve op til USA’s forventninger på det militære område. Til gengæld blev en masse andre indsatser skåret væk eller voldsomt nedgraderet. Det har også haft en pris.
Danmark havde også en aktivistisk udenrigspolitik før 2001. Den rummede militære indsatser, normalt gennem FN, men den havde primært et civilt fokus. Den gængse politiske opfattelse var, at Danmark gjorde sig bedst med en relativt blød udenrigspolitik.
Efter 2001 skete der en dramatisk beskæring af Danmarks civile indsats i verden. Miljøbistanden som skulle være med at sikre mere bæredygtig udvikling, blev stort set helt skåret væk, og udviklingssamarbejdet blev voldsomt beskåret. Der er sparet rigtigt mange milliarder kroner i årlige bevillinger. Og det har givet vanskeligere politiske valg.
Politikere taler altid om hjælp til nærområder for flygtninge, men de taler også om klimabistand, om fattigdomsorienteret bistand og om et fokus på Afrika. Men der er altså langt færre milliarder kroner at gøre godt med. Også i de højt prioriterede nærområder.
Danmark var aktivistisk i FN-systemet for at gøre det mere relevant og effektivt. Men der er også skåret ned på penge og andre ressourcer til FN-samarbejdet.
Og samtidig med opprioriteringen af militæret og de militære operationer blev der skåret ned på den danske udenrigstjeneste. Der er i dag væsentligt færre diplomatiske ressourcer end tidligere. Det er forbudt at sige, at de enkelte ambassader (som, ikke er lukket ned) ikke kan klare deres opgaver, for det kan de pr. definition. Men der er folk, der hvisker, at det står ringe til.
Lidt mere indirekte voksede den danske politiske skepsis over internationale aftaler også i disse år. Danske regeringer havde tidligere ment, at det var i et lille demokratisk lands egeninteresse at promovere og forsvare internationale aftaler, blandt andet om respekt for menneskerettigheder. Men selv om det er aftaler, som Danmark har ratificeret og er forpligtet på, kom der gennem årene mere og mere kritik, og skiftende regeringer erklærede sig nu parate til at gå til kanten af konventionerne og endog til at tage risiko for at tage internationale sager om overtrædelser.
Det hører også til de indirekte konsekvenser, at Danmark blev mere fodslæbende, og nogle gange hæle-i-sættende i EU-samarbejdet. Der er gamle formelle danske EU-forbehold, men der kom også mere uformelle nye forbehold. Blandt andet var der klare danske nej til EU-forslag om mere fælles europæisk flygtningepolitik.
Danmark var stadig 100 % loyal i forhold til USA, men bortset fra det blev Danmark mere og mere indadvendt og nationalistisk. Det blev til mere ”Danmark først” og mindre til verden omkring os.
I dag må vi spørge, om det har været udviklingen og prisen værd. Jeg kan godt forstå, der måtte ske et eller andet efter terrorangrebet i 2001, men kunne Danmark ikke have hjulpet sig selv og verden bedre ved at stå fast på nogle af de værdier og principper, der tidligere – med stort politisk flertal – var bærende i dansk udenrigspolitik.
Nu ser vi et Europa (EU), som er dybt skuffet over USA, og lidt mindre skuffet over Brexit-Storbritannien, og som selv er rådvildt og dybt splittet. Danmark bidrager ikke til samling.
Samtidig ser vi en lang række miljø- og fattigdomsproblemer vokse i en række af vores nærområder.
Det er ikke alle civile indsatser, der giver de forventede og håbede resultater, men mon de dog ikke normalt giver mere for pengene, end de tusinder af milliarder, der blev brugt til krigsførelse i Afghanistan.
Tænk hvis Danmark erklærede, at vi som land igen vil stå vagt om internationale aftaler og konventioner, at vi vil gå foran i internationalt miljø- og klima- og udviklingssamarbejde, at vi vil stille diplomatiske ressourcer til rådighed til konfliktmægling, og at vi – trods alle erkendte problemer og uenigheder – vil være aktivistiske i arbejdet på at skabe større enighed i EU, gerne med afskaffelse af danske forbehold.
Tænk hvad verden kunne have opnået hvis de ressourcer, der er brugt i Afghanistan, var brugt til fattigdomsbekæmpelse, klimaindsatser og konfliktmægling.
Jeg er ikke specielt naiv, og jeg ved, at Danmark aldrig kan redde hele verden. Men måske kan vi gøre mere af det, vi er bedst til. Måske kan vi genvinde respekt, som et land der ligger i front i internationalt samarbejde og i kampen for tolerance og menneskerettigheder.
(Trykt i Politiken 2. september 2021)