Jeg holder ganske mange foredrag og deltager i debatmøder m.v. landet over både som ordstyrer og oplægsholder.
Jeg har ingen standard-hyldeforedrag, men taler og fortæller om de emner, jeg i øvrigt arbejder med. Efter udgivelsen af “Global vækst – Globale kriser” i 2009 har jeg holdt en lang række foredrag bl. a. på danske gymnasier om samspillet mellem de forskellige globale kriser. Jeg holder også stadig Afrika- og Tanzania-foredrag.
Jeg udgav i efteråret 2011 bogen “Udsat! Optegnelser om liv og nød” om ulighed, fattigdom og marginalisering, og om hvordan det moderne samfund udvikler udkantsområder både i Danmark og i Afrika. Det er en bog, der sammenligner lokale og globale marginaliseringsmekanismer og diskuterer behovet for styring af markedet. Den er også tema for foredrag om udvikling – og afvikling – i Danmark og i verden.
Sammen med Jan Sjursen skrev jeg kapitlet om verdensmål nummer 1 “Afskaf fattigdom” I bogen “Bæredygtig global udvikling” om FN’s 17 verdensmål i et dansk perspektiv. (Bogen,, der er redigeret af Steen Hildebrandt, udkom i 2016 på Jurist- og Økonomforbundets Forlag)
Jeg har holdt og holder en række kritiske foredrag og oplæg om Danmark og verdensmålene, herunder om den danske handlingsplan, der på mange måder bagatelliserer problemerne.
I februar og marts 2024 holder jeg på Folkeuniversitetet i København 3 forelæsninger omTanzania og de tætte relationer mellem Danmark og Tanzania gennem mere end 60 år.
Jeg kan kontaktes på mail eller telefon om foredrag.