En tragisk farce

Leder Global Økologi Februar 2007 af Knud Vilby

”Trade not aid”, ”handel ikke bistand”, lyder et gammelt slogan. Ingen bryder sig om at være på bistand. Det giver både bedre og sundere økonomi og udvikling, at et land tjener sine egne penge ved at sælge varer, frem for at leve af hjælp udefra.
 
Derfor har ulandene i årevis krævet bedre adgang til den rige verdens beskyttede markeder. Men det har været en lang og sej kamp. Den Europæisk Union er bygget op om beskyttelse af et landbrug, der er baseret på en gigantisk offentlig støtte. De fattige konkurrerer ikke på pris og kvalitet. De konkurrerer mod EU’s og USA’s uudtømmelige pengekasser. Og det kan de ikke.
 
John Nordbos artikel i dette nummer af Global økologi viser hvor grotesk det er. Den fattige vestafrikanske bomuldsbonde er oppe imod amerikanske bomuldsfarmere, der hver får en million kroner i støtte årligt.
 
Første gang man hører om den slags forhold tror man det er løgn og propaganda. Så vanvittig og uretfærdig kan verden ikke være.
 
Men det er den. Alvorlige herrer i jakkesæt bruger millioner af kroner og en ufattelig mængde tid og mødelokaler på at drøfte handelsvilkår. De tager den surrealistiske absurditet som et givet vilkår. De taler ikke om fundamentale omlægninger mod fuld retfærdighed, men de diskuterer om man kan file lidt her og der, så uretfærdigheden bliver knapt så synlig og de fattige kan få et par krummer.
 
Forhandlingerne i verdenshandelsorganisationen WTO har nu stået på i årevis. Det startede med løfter til u-landene. Det er foreløbig sluttet med højlydte skænderier mellem EU og USA om hvem der er værst og tilbyder mindst i forhandlingerne. Det er en tragisk farce. 
Imens kæmper fattige bønder uden statsstøtte og uden prisgarantier for at sikre sig et udkomme i en verden, hvor de rige landes landmænd er på højniveau-bistand.
 
Det gamle slogan om handel i stedet for bistand høres stadig en gang imellem, men sandheden er, at det er de rige, der både handler og får tårnhøj bistand, mens de fattigste hverken får det ene eller det andet.
 
Selv hvis ulandene fik rimelige handelsvilkår ville der være behov for bistand. De fattigste ulande har ikke så meget at handle med og de er på alle måder bagud. De har dårlige uddannelsessystemer, de har ingen selvstændig forskning, de får meget få investeringer udefra og de har dårlig infrastruktur. I det store globale kapløb sakker de hvert år endnu længere bagud.
 
Skal denne næsten automatiske negative udvikling modvirkes, er der som minimum brug for at de får lov til at udnytte de muligheder de har på eksportmarkeder, og for at de derudover får bistand til at bekæmpe fattigdommen.
 
De fattige skal handle, og de fattige skal også have bistand. Men det er de rige der får. Uretfærdigheden er grotesk.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>