De stolte og de skamfulde

Dagbladet Information jan. 07 af Knud Vilby

Det folkelige flygtningearbejde er et eksempel på, at der gror et nyt indigneret civilsamfund op på et tidspunkt hvor 50-årige organisationer som Flygtningehjælpen har tabt tænder.

Hvem er bedst til at hjælpe flygtninge? Er det Flygtningehjælpen, eller er det grupper af indignerede og skamfulde borgere, der siger nu kan det være nok og organiserer sig i folkelige netværks- og undergrundsgrupper i et forsøg på at komme uanstændigheden til livs?
 
Spørgsmålet er naturligvis først og fremmest vigtigt for flygtningene, og for asylansøgerne. Som normalt også er flygtninge, selv om det officielle samfund med sine definitioner camouflerer det.
 
Men det er også vigtigt for det folkelige Danmark. Vi taler også i Danmark om civilsamfundet, som udtryk for den organiserede folkelighed udenfor regeringssystemet, og som det der på mange måder binder samfundet sammen og holder autoriteterne i ørerne. Men med en regering, der hader kritik og som specielt i dele af flygtninge- og asylpolitikken dyrker en betydelig menneskeforagt, udfordres civilsamfundet.
 
Hvor langt kan civilsamfundsorganisationerne samarbejde med staten, og i hvilken udstrækning kan de kritisere og samarbejde på samme tid?
 
Det civile samfund kan defineres på mange måder. Hegel talte om nødvendigheden af at udvikle en social sfære, et borgerligt samfund, hvor borgerne førte en offentlig diskussion med hinanden, og som oftest ses civilsamfundet som et formidlende mellemled mellem individer og stat og også som en ramme for selvforvaltning.
 
I de sidste år inden Sovjetunionens og østeuropas sammenbrud var civilsamfundet imidlertid også dissidenternes samfund i protest mod den totalitære stat. Gyldendals encyclopædi nævner polske ”Solidarnoz” som et eksempel på opbygningen af et parallelt civilsamfund udenfor statens rækkevidde.    
  
Den danske Amnesti Nu-bevægelse havde første januar indsamlet knapt 43.000 underskrifter på kravet om amnesti til afviste asylansøgere. Der sidder omkring 800 mennesker fra lande som Irak, Kosovo og Iran i danske asylcentre. 200 af dem er børn. Nogle har været i Danmark i 8 år, og de kan ikke sendes hjem. Anstændighedens grænser er for længst overskredet, og en gruppe danske kvinder har sat initiativet i gang. De siger selv, at de ”er skamfulde og indignerede over, at vi i vort overskuds-samfund tillader at en gruppe medmennesker bliver behandlet uanstændigt”.
 
Dansk Flygtningehjælp gør bestemt også noget. Organisationen har mere end 200 frivilliggrupper der på forskellig vis involverer folkeligheden i samarbejde med flygtninge. Vi er mange der samler ind, og der er endnu flere der betaler til flygtningehjælpen, der som organisation ikke kan undværes. Og der kommer da også jævnligt protester fra Dansk Flygtningehjælp, når regeringen tager nye skridt på skamløshedens vej. Men det er pæne og høflige og ordentlige protester. De skal ikke fornærme nogen.
 
Sidste år fyldte Dansk Flygtningehjælp 50 år. Organisationen blev dannet, da de ungarske flygtninge kom til Danmark. Det var i høj grad en folkelig sag, men jubilæet var ikke folkeligt.

Et af højdepunkterne var en gallakoncert, hvor Flygtningehjælpens formand talte for både statsministeren og repræsentanter for kongehuset og andre excellencer og ærede gæster.
 
Det var en tale helt uden omtale af starthjælp eller af asylansøgere der rådner op i asylcentre eller om de almene tendenser til fremmedfjendskhed. Der var lidt om, at verden er blevet kompleks, og om at ønsket om at hjælpe forfulgte blandes med nutidens vanskelige udfordringer. Og så var der dette afsnit:

 ”I 1956 påbegyndtes en særlig dansk tradition, hvor staten/myndighederne og de humanitære organisationer/Dansk Flygtningehjælp samarbejder om indsatsen for flygtninge – både i Danmark og uden for Danmarks grænser. Offentlig-privat partnerskab, som det hedder. Den tradition er vi glade for og stolte over. Fordi den virker, og fordi den på en flot måde demonstrerer – for mange af de lande hvor vi arbejder – at det kan lade sig gøre i et demokratisk samfund. Vi bor i et land, hvor regeringer støtter NGO’er – også de kritiske af dem. Vi ved at det er af vital betydning for det demokrati, vi bekender os til.” 
Statsministeren må have været rigtig glad. Så ukritisk kan man gøre en kritisk NGO.
 
Startspørgsmålet om hvem der hjælper flygtninge bedst var til dels retorisk. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at vi nu har et spektrum af flygtningeorganisationer, der er så bredt, at man i den ene ende af flygtningeindsatsen er så stolte over samarbejdet med regeringen, at det nærmer sig det logrende, mens det i den anden ende er sådan, at det er skamfuldhed og indignation der driver værket.
 
Jeg synes, ikke flygtningehjælpen skal være stolt over den måde, den er blevet behandlet på af regeringen. Og jeg synes i øvrigt at Dansk Røde Kors (for at nævne den anden helt store på området) for længst skulle have fralagt sig ansvaret for asylcentrene.
 
Men det folkeligt vigtige er, at til erstatning for den folkelighed der er forsvundet blandt de store og stolt-samarbejdende organisationer, er der opstået en ny folkelighed, som viser at demokratiet lever, trods de statslige forsøg på at lukke munden på kritikerne.
 
Amnesti Nu-bevægelsen er kun én bevægelse blandt mange forargede bevægelser i disse år. De opstår lokalt omkring en enkelt flygtningeskæbne, og de opstår nationalt. Der er ”Støttekredsen for flygtninge i fare”, der er ”Komiteen Flygtninge under jorden”. Der er aktive grupper af flygtningevenner, og der er officielle og uofficielle appeller og demonstrationer af præster og andre hæderlige folk.
 
Det er folk fra alle sider af det politiske spektrum. Nogle søger at appellere til regeringen og hæderlige folk i dens bagland. Andre tror næppe at rimelig og anstændighed får bedre kår, før vi har fået en regering med større respekt for mennesker og deres rettigheder. Men fælles for dem er det, at de ikke på grund af samarbejde med regeringen behøver at være utidigt høflige eller logrende.
 
De gamle stolte organisationer gør stadig meget godt arbejde, også med frivilliginvolvering. Men udviklingen i Danmark har gjort at nogle gamle har mistet tænder allerede som 50-årige. Derfor er det utroligt vigtigt, at der er opstået et folkeligt baseret forum som er uafhængigt af de store gamle.
 
Et nyt og spirende civilsamfund som gror frem nedenunder og som sikrer at der er liv og kraft og nødvendig forargelse.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>