Erhvervslivets ledere har firedoblet deres indtægter siden 1994. Krævementaliteten siver nedad og er blevet fremmet politisk
Af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
Debatten om krævementalitet er nødvendig, men problemet er, som Politiken skriver i sin Anden Juledags-leder, at debattørerne sparker nedad. Det har socialministeren gjort. Desværre følger Politiken selv halvvejs med ved kun at fokusere på middelklassedanskeren og offentlige ydelser.
Sagen er, at samfundets ledelse, fra VK-regeringen til erhvervslivstoppen, systematisk har udviklet krævementaliteten over de sidste rigtigt mange år. Og indsatsen har virket. Vi tænker nu mere på os selv og kræver nu mere til os end tidligere.
Det var Berlingske Business, der i 2011 oplyste, at lønningerne for topdirektører fra 1994 til 2010 var firedoblet, medens lønninger til almindelige lønmodtagere kun var steget med 80 %. Altså godt fire gange så store lønstigninger til de rigeste, som til mellemklassen. Gennemsnitslønnen for topdirektørene i virksomheder i C20-indekset var i 2010 på omkring 9 millioner kroner. De højst betalte tjener et par millioner kroner om måneden, og flere af dem er så sikre på deres egen krævementalitet, at de mener, de er pengene værd.
Toplederne har krævet og fået langt højere toplønninger, hvad enten finansbobler blev blæst op eller bobler brast. Hvad enten de fyrede eller ansatte medarbejdere.
De almindelige lønningers andel af virksomhedernes økonomi har typisk være faldende. Aktionærer, direktion og ledelse har fået mere.
VK-regeringen har samtidig krævet skattenedsættelser og herunder afvikling af topskat. Med kontraktpolitikken har man fået lønmodtagere hele vejen ned gennem systemet til at kræve mere til sig selv og mindre til skat. Det har ikke hindret dem i samtidig at kræve bedre og hurtigere ydelser, bl. a. på sundhedsområdet
I de sidste ti års værdidebat er den enkeltes krævementalitet paradoksalt nok gjort til ideal, samtidig med at man har skudt på den offentlige sektor. Penge til privatforbrug for den enkelte var til gavn for væksten og samfundet og beskæftigelsen. Penge til samfundet var ikke nødvendigvis spild, men i hvert fald vækstdræbende og dermed også arbejdsløshedsskabende. Derfor kræver samfundets allerrigeste også flere og flere penge trukket ud af de offentlige kasser og over i deres egne private lommer. De største jordejere får de allerstørste offentlige støttebeløb. Og de største dyre advokatfirmaer arbejder for staten uden at være underlagt almindelige regler om priskonkurrence eller kontrol. De kræver bare ind.
Men den private og offentlige sektor er på alle mulige måder vævet tæt sammen. Også så tæt at det indimellem får surrealistiske konsekvenser. Før Amagerbanken gik konkurs bevilgede en krævende bestyrelse og en krævende direktion hinanden store løn- og honorarforhøjelser, fordi arbejdet med at køre banken i sænk, blev mere og mere tidskrævende. Multibestyrelsesformanden advokat N. E. Nielsen fik således alene 500.000 kr i ekstra årshonorar, fordi han måtte kæmpe med kritikere og store røde tal. Efter konkursen er staten med til at dække underskud og skatteyderne dermed også til at finansiere en udygtig ledelses krævementalitet. Det skaber ikke vækst.
Når der ageres egoistisk i toppen af samfundet, og når afstanden i indkomster og lønninger vokser, sendes der et signal om, at den enkeltes lykke hele vejen ned gennem systemet skal smedes ved at han eller hun rager til sig og så vidt muligt at undgår at betale skat.
Det undskylder hverken socialt bedrageri eller anden form for samfundsnasseri. Men når samfundet har ladet de dårligst stillede leve med uløste problemer i årevis, kan man dårligt bebrejde dem, at de prøver at få det bedst mulige ud af en dårlig situation..
Med den nye regering er der et håb, men det er utroligt vigtigt, at nye ministre ikke kun ser nedad. Det er måske vigtigere at en erhvervsminister Ole Sohn fokuserer på krævementalitet end at socialminister Karen Hækkerup gør det. Og når både socialminister Karen Hækkerup og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen taler om sammenhængen mellem ret og pligt, er det vigtigt, at de meget hurtigt får besluttet sig til, hvad retten til at undgå fattigdom betyder i dag.
Den gamle regering talte i næsten to år om, at den ikke ville anerkende EU’s eller OECD’s fattigdomsbegreb men ville udvikle sit eget. Der skete bare ingenting. Nu siger den nye regerings ministre Gud hjælpe mig også, at de vil have eksperter til at se på fattigdomsbegrebet, selv om der er lagt ekspertforslag på ekspertforslag frem siden 2009, og selv om Socialdemokratiet og SF hele tiden har været med i debatten, bl. a. som kritikere af VK.
Kampen mod krævementalitet forudsætter en anden værdidebat og nogle nye signaler, både til erhvervslivsspidser, der puster sig selv op på andres bekostning, og til mennesker på bunden der bør have flere reelle chancer.
Og det er løgn at folk bare kræver og kræver. En af julens gode historier er at folk står i kø for at gøre en ordentlig ulønnet frivillig indsats.
(trykt i Politiken 28. december 2011)