Om

Knud Vilby

Journalist og Forfatter Knud Vilby

Stoffet på hjemmesiden handler primært om global udvikling, herunder fattigdom og miljø.

Men Danmark indgår jo i verden og derfor handler det også om hvordan Danmark agerer i verden, og hvordan Danmark behandler verden, når den prøver at komme til Danmark.
Danmark er et af verdens mest forkælede lande, og det giver måske visse forpligtelser. Min seneste bog “Udsat. Optegnelser om liv og nød”  indeholder bl. a. beskrivelser af ligheder og forskelle i fattigdom og marginaliseringstendenser i Danmark og ude i verden.

Jeg er fra 1942. Jeg er uddannet som journalist og har siden 1985 arbejdet free lance som forfatter og journalist, og som foredragsholder, underviser og konsulent. I snart 50 år har jeg haft et særligt fokus på Afrika og på mljø- og udviklingsproblemer samt globalisering.

Jeg har haft en del tillidsjob, blandt andet som formand for Mellemfolkeligt Samvirke (1991-97), for Dansk Forfatterforening (1998-2004).

I 2013 sluttede jeg som medlem af Folkekirkens Nødjælps styrelse, og af bestyrelsen for Det økologiske Råd. Indtil april 2012 var jeg formand for Socialpolitisk Forening, som i marts 2012 gav mig Fernando-prisen for mit socialpolitiske arbejde. Jeg er formand for Plums Fond for Fred og Økologi og for den nystiftede Jyderup Højskole. Jeg er medlem af bestyrelsen for Somali FairFishing, der med held og dygtighed fremmer udviklingen af legal beskæftigelse med fiskeri ved Afrikas Horn. Fra 2013-2016 var jeg medlem af bestyrelsen i www.globalnyt.dk. Fra 2015 har jeg været medlem af bestyrelsen for IWGIA., den internationale arbejdsgruppe for oprindelige folk. Siden januar 2017 har jeg været formand.

I 2014 har jeg hjemtaget restoplag af nogle af mine seneste bøger: “Kampen mod de fattige”, “Uafhængig?” (om Tanzanias udvikling i dansk og engelsk udgave). “Udsat ” og “Global vækst og globale kriser”. De sælges billigt. Se under Kontakt.