Åbent brev til Mette Frederiksen: Løft os op

Kære Mette Frederiksen
Der er meget mere end en god chance for, at du bliver vores næste statsminister, og du kan få en god udgangsposition for at gøre det nødvendige og rigtige for Danmark og for den bevægelse, du repræsenterer. ”Det er vores ansvar at gå forrest, når problemerne skal tackles, og samfundet skal forandres”, har du sagt. Og der er i den grad behov for, at du med partiet i ryggen, går forrest i at trække og løfte dansk politik op fra den ufattelige virkelighedsfornægtelse og dyrkelsen af småfnidder, som præger det politiske system, på et tidspunkt hvor de reelle problemer tårner sig op. Uløste.
Mange mennesker lever med en reel frygt for, at tingene og systemerne er ved at falde fra hinanden, og fremtiden er mere usikker, end vi har oplevet det i generationer. Danskerne ved, at denne frygt naturligvis er endnu større mange andre steder i verden. Men de ved også, at tingene hænger sammen. Vi er en del af noget, der er langt større, og af en udvikling, der er langt mere risikabel, end det normalt kommer til udtryk på Christiansborg. Vi har brug for, at verden bliver bedre, men verden har også brug for Danmark, hvis vi skal have større tryghed i fremtiden.
Og verden har brug for statsmænd og kvinder, der både har visioner og handlekraft. Som tør stille krav og pege på muligheder. Danmark er en del af den verden.
Jeg vil så gerne støtte dig, og jeg tror på, at en socialdemokratisk ledet regering under alle omstændigheder er bedre end det mærkelige topskatte-fikserede sammenrend vi har nu. Men jeg er også dybt bekymret for, at du lader dig og dit parti trække med ned.
For mig er de fire gigantudfordringer:
1. Flygtningekrisen, dens årsager og dens konsekvenser,
2. Miljø- og klimakrisen og den manglende bæredygtighed i vækstpolitikken
3. Den voksende ulighed skabt af markedet og forstærket af politiske beslutninger og
4. Den svækkede tro på internationalismen, her illustreret ved EU’s krise men blandt meget andet også ved en svækkelse af FN og for Danmarks vedkommende en svækkelse af vores evne til at agere i verden.
Fire gigantiske udfordringer, som Danmark ikke kan løse, men hvor Danmark kan spille andre og langt mere positive roller, end vi gør i dag, og være med til at give os alle en ny og stærkere tro på fremtiden med de rigtige bud på visioner og løsninger.
1. Flygtningekrisen
Jeg forstår din bekymring for sammenhængskraften og dine udtalelser om, at der er en grænse for hvor mange nye udlændinge, vi som samfund kan tage imod. Men med 65 millioner flygtninge og hundredvis af millioner af migranter i verden kan vi ikke bare lukke puslingelandet af og hygge os i smug. Det tragiske er, at regeringen både har lukket grænser, lukket for kvoteflygtninge og skåret dramatisk ned på Danmarks internationale indsatser, uden at gøre forsøg på gå i spidsen med internationale løsninger i EU og andre steder. Vi er et af verdens rigeste lande, men vi melder pas, nu hvor der er utroligt meget på spil. Vi har en statsminister, der nedtoner problemerne og er passiv overfor løsningsmulighederne. Vi er mere en del af problemet end en del af de mulige løsninger.
Finansmanden George Soros har udtrykt forståelse for, at Europa må beskytte sine grænser og lukke af, men har foreslået, at det kombineres med en storstilet international indsats, hvor EU hvert år tilbyder at modtage mindst 300.000 flygtninge, styret og reguleret. Det ville sende et enormt kraftigt signal til alle parter. Det ville markant bremse menneskesmuglernes muligheder, fordi det ville åbne legale veje for de mest trængende og nødlidende flygtninge. Det ville give mulighed for at styre tilstrømning og integration på et niveau væsentligt lavere end i 2015. Det ville skabe håb.
For Danmark ville det på kort sigt betyde modtagelsen af langt flere FN-kvoteflygtninge, frem for det uanstændige stop for kvoteflygtninge, som regeringen, desværre med jeres velsignelse, har gennemført. Signalet ville være, at vi fører en stram politik, overfor dem der ”bare” kommer for at få et bedre liv, men vi viser international solidaritet. Vi viser vej. Måske som rollemodel.
Det skal kombineres med en langt stærkere indsats i de nærområder, alle politikere taler om, men ingen definerer. Regeringen har knap og nap fastholdt Danmarks egentlige humanitære nødhjælp, men reduceret alle andre internationale indsatser drastisk. Og jeg savner i den grad, at Socialdemokratiet giver et klart tilsagn om igen at ville satse på international solidaritet, selv om det koster. Viggo Kampmann sagde i 1960 til Information om den påbegyndte danske indsats for fattigere lande, at ”at vi har så høj en levestandard…..at selv om vi skulle stige en procent mindre, end vi ellers ville have gjort, kan det ikke anfægte mig. Der er jo ikke engang tale om nedsættelse af vores levefod”. Det kan du også sige i dag.
Der er et kort, og der er et langt sigt. Mette Gjerskov har i Politiken beskrevet, hvordan en indsats for at give piger i Afrika undervisning og fremme familieplanlægning på langt sigt kan bremse den voldsomme befolkningstilvækst, der er med til at skabe et migrationspres ud af Afrika. Regeringens voldsomme beskæring af Danmarks støtte til FN rammer blandt andet disse områder. Hvor er det vigtigt, at Socialdemokratiets sender et klart signal her. Også for at være med til at sikre vores egen verden på langt sigt.
Der er andre udfordringer på området. Det kan næppe kaldes en detalje, at Danmark i disse uger udviser mennesker til død eller gennemført elendighed blandt andet i Afghanistan. Der er behov for et signal om, at vi som nation ikke står for brutalitet og kynisme.
Problemerne om flygtninges og migranters rettigheder vil være med os i al tid fremover. De forsvinder ikke via strudsepolitik. Danmark har ikke ratificeret den eksisterende internationale konvention på området. Danmark leger gemmeleg, men gemme holder ikke.
2. Miljø- og klimakrisen. Vækstens manglende bæredygtighed
Jeg var glad for, at du på Socialdemokratiets kongres fremhævede den grønne omstilling og sagde, at ”fortællingen om Danmark er fortællingen om et lille land, som turde tro på, at vi var i stand til at skabe noget unikt.” Nu har vi en regering, der er ved at sætte den grønne omstilling over styr, tilføjede du. Og det er jo rigtigt.
På miljø- og klimaområdet er tingene sat i bakgear eller slæbegear. Regeringens holdning er, at vi allerede har gjort det så godt, at vi kan slappe af. Som om rollemodel-funktionen er noget én gang givet. Der spares både i den nationale og i den internationale indsats. Statsministerens gamle løfter, om at bidrag til den internationale klimakamp skal være udover og oveni andre former for international støtte, er for længst glemt. Og det er ikke megen energi, Folketingets øvrige partier bruger på at huske ham på dem.
Jeg tror vi er enige, men jeg synes, at enigheden må betyde, at Socialdemokratiet sender langt klarere signaler om at en ny socialdemokratisk regering vil gøre alt for, at Danmark igen kommer i førerrollen på det område. Igen er det et område, hvor førerrollen både vil være til gavn for Danmark og den øvrige verden. Det handler – desværre – også om penge. Og om at understøtte de rigtige initiativer. Du fremhævede i din kongrestale med rette satsningen på vedvarende energi. Det var ikke en udvikling, der først kom som et regeringsinitiativ. Det var folkelige organisationer og virksomheder – ofte små – som gik i spidsen med vindenergi. Men staten støttede. Ikke mindst en visionær miljø- og energiminister som Svend Auken havde forståelse for samspillet mellem det bæredygtigt folkelige og det langsigtede innovativt nødvendige.
FN har vedtaget nye bæredygtighedsmål for 2030, og de er reelt nye, fordi de både taler om at udvikling og vækst skal være bæredygtig langt ind i fremtiden, og om at kravene er universelle, det vil sige omfatter rige og fattige lande. Tidligere FN-mål har alene handlet om, at vi skulle give mere i bistand. Det skal vi også her, men vi skal tillige ændre den danske udvikling i mere bæredygtig retning.
Både i Sverige og i Norge tager man det her meget alvorligt. I Norge fordeler man således de 17 FN-mål på regeringens forskellige ministerier, der hver skal koordinere indsatsen på deres eget område for at gøre Norges udvikling mere bæredygtig. I Sverige har man nedsat en bredt sammensat tænketank for at lave en handlingsplan. Begge steder ser man muligheden for, at et skandinavisk land kan blive rollemodel for verden i den kommende indsats.
Og det er ikke tilfældigt. Et FN-indeks placerer de skandinaviske lande i top, i forhold til hvor langt man er nået i forhold til bæredygtighed. Typisk for det nuværende Danmark betyder det i regeringens optik, at det jo allerede går godt, og derfor behøver vi ikke at gøre meget mere. Arbejdet med handlingsplanen er overladt til et beskåret udenrigsministerium. I Sverige og Norge siger man modsat, at fordi vi har særlige forudsætninger, har vi også særlige forpligtelser. Vi skal vise, at vor hjemlige udvikling i langt højere grad kan leve op til kravet om bæredygtighed. Og det er meget konkret. Er landbruget bæredygtigt? Er vores trafik? Er vores forbrug?
Som situationen er nu, bliver Danmark i hvert fald ikke rollemodel. Men måske Sverige og/eller Norge. Tænk hvis man kunne have haft hele Skandinavien eller hele Norden som rollemodel for udviklingen af reelt bæredygtig udvikling.
Det er en udfordring, men den er bestemt ikke umulig. Den kræver en regering med visioner og vilje til handling og til at inddrage alle de gode kræfter, der findes i samfundet. Det bør du kunne klare.
3. Den voksende ulighed, forstærket af politiske beslutninger
”Der er nogen, der taber på globaliseringen. Uligheden er steget”, har du sagt, og det er en meget vigtig erkendelse. Større ulighed, flere sociale problemer og flere fattige (samtidig med at regeringen søger at sløre det ved at afskaffe målene for fattigdom).
Socialdemokratiet står vel lige nu stærkest netop i kampen for velfærdsstaten, mod ulighed og for at alle skal med i udviklingen. Men jeg er ikke sikker på, at det er nok.
Det er efterhånden veldokumenteret at globalisering og markedsudvikling øger uligheden. De laveste lønninger presses ned af. Formuerne koncentreres. Den lille elite får endnu mere ekstreme indtægter, mens konkurrenceevnen kræver (påstår man), at selv de dårligst lønnede går ned i løn. For at sikre at det går den vej, reducerer folketingsflertallet alle overførselsindkomster, så mindstelønningerne kan falde yderligere. I toppen og i firmaerne lettes skatten for at tiltrække de rige og investorerne.
Historisk har velfærdspolitik handlet om at reducere den markedsskabte ulighed. I dag er regeringens politik at øge denne ulighed, endnu mere end markedet selv kan klare. Mere til de rige, mindre til de fattige, der blot ikke må kaldes fattige.
Det reagerer Socialdemokratiet på, men når jeg tvivler på, om reaktionen er tilstrækkelig handler det om, at det kræver mere end ord og god vilje. Det er en samlet kompleks indsats, som også højt og klart tør gøre op med, at selv om de fattige og indvandrerne fra mange sider udsættes for foragt i det danske samfund, så løser vi ikke problemerne ved at tørre dem af på kontanthjælpsmodtagere og modtagere af integrationsydelser.
Regeringens holdning er endnu en gang, at det jo går meget godt. Vel er uligheden steget, men den er meget større i mange andre lande. Så noget mere kan den godt få lov til at stige, med topskattelettelser, kontanthjælpsloft og diskrimination af flygtninge.
Socialdemokratiet må visionært og handlekraftigt reagere imod en politik, der både er baseret på diskrimination og et aktivt og effektivt forsøg på at øge fattigdom og ulighed. Jeg mangler klarhed om afskaffelsen af fattigdomsydelser, og jeg mangler det klare fremtidsorienterede udspil, som regulerer markedet og giver håb.
4. Den svækkede internationalisme, EU og FN mv.
Jeg er jo gammel, og jeg kan huske dengang Danmark i sin udenrigspolitik satsede stærkt på FN. Vi havde store forventninger, og vi havde brug for FN, som et lille truet land lige op af østblokken og jerntæppet. Da Danmark gik i gang med international bistand, blev næsten halvdelen givet gennem FN. I dag får FN en minimal del af et stærkt beskåret budget.
FN var et fredsprojekt, og vi blev vel skuffede. På samme måde blev EU af mange set som et fredsprojekt. Og EU virkede i høj grad for freden i Europa, alligevel er mange skuffede. Jeg er gammel FN-tilhænger og EU-modstander. I dag er jeg tilhænger af begge. Også af EU, trods bureaukrati og misbrug, fra Dansk Folkepartis til EU-kommissionens niveau, og trods topstyringen, der gør, at man må godte sig, når folket (i dette tilfælde vallonerne) om end midlertidigt en enkelt gang er i stand til at kaste grus i det topstyrede bureaukrati.
Men man kan roligt sige, at I som politikere (Socialdemokratiet inkluderet) gør mere for at tale det internationale samarbejde ned, end for at tale det op og spille ud med de nødvendige reformtiltag. Historisk har Norden i FN stået for en nødvendig reform-kurs, som i dag (trods Mogens Lykketofts behjertede indsats) er væk. Og i EU står Danmark langt fra i spidsen for aktive indsatser og visioner om de nødvendige reformer: I forhold til flygtninge- og migrantspørgsmålet, i forhold til Brexit, i forhold til den voksende kløft mellem øst og vest, og den voksende kløft mellem Nord og Syd. Den mellemstatslige solidaritet har det rigtigt dårligt. Grækenland og til dels Italien får bogstaveligt talt lov til at sejle med en helt urimelig stor del af de samlede problemer på flygtninge- og migrationsområdet. Det er svært at finde løsninger. Danmark bidrager ikke, men håber med Inger Støjberg og andre som beskæmmende talspersoner, at vi kan få lov til at passe os selv, mens de andre slås.
Der er meget galt i det internationale samarbejde, og apropos dem der taber på globaliseringen, så er topstyringen i forsøg på at skabe uoverskuelige frihandelsaftaler, uden involvering af de mennesker det omhandler, et forfærdelig godt eksempel på elitær magtarrogance. Men heller ikke på det område har Danmark bidraget med at kaste lys eller kræve gennemsigtighed og offentlighed.
Og rent professionelt har Danmark endnu en gang reduceret Danmarks kapacitet til at forhandle og finde diplomatiske løsninger. Det er ikke blot milliarder af kroner, vi har skåret ud af den internationale indsats. Det er også masser af mennesker, der er skåret væk. Så Kristian Jensen næsten må gøre det hele selv. Det bliver derefter.
Det må også være din opgave overbevisende at forsikre os om, at med dig som statsminister vil Danmark igen indtage sin plads i verden. Forstået både som verden lige omkring os her i Europa, men også den der ligger længere væk.
——-

Miljø- og klimakrisen truer os alle sammen, og den truer vores børn og børnebørn endnu mere end den truer os.
De brutale og uendelige krige og konflikter, naturligvis med Syrien som det grelleste eksempel, fører ikke blot til død og ødelæggelse på kort sigt, men truer os alle ved at øge de globale spændinger, samtidig med at internationale institutioner bliver mere impotente og demokratierne handlingslammes.
Befolkningstilvæksten, ikke mindst i Afrika, betyder, at migration vil være et kæmpemæssigt problem i generationer fremover, hvis ikke udviklingen i Afrika bliver mere bæredygtig.
Krisen for EU og krisen efter et surrealistisk præsidentvalg i USA truer troen på demokratiet og vil styrke autoritære regimer ikke blot udenfor Europa, men også i EU og i de europæiske nærområder (bl.a. Rusland). Demokrati er ikke en selvfølge.
Derfor er fremskridt heller ikke længere en selvfølge. Vi skal tro på fremtiden, men vi skal også vide, at det kan gå gruelig galt.
Winston Churchill lovede engang briterne ”blod, sved og tårer”, for at understrege, at det koster, at redde et samfund.
Jeg tror, du kan finde mere stilfærdige, relevante citater hos nogle dine socialdemokratiske forgængere som partiformænd. Men som du siger: Det er vores ansvar at gå forrest, når problemer skal tackles og samfundet skal forandres”.
Mange har haft en grundlæggende tillid til dig, men mange er også blevet rigtigt nervøse ved nogle af de seneste socialdemokratiske signaler. Nervøse for at strudse- og østerspolitikken fortsætter. Den, hvor vi prøver at lukke os om os selv længst muligt, i håbet om, at alt det ubehagelige går over, hvis vi dukker os.
Vi kan som bekendt ikke redde hele verden. Men vi kan gøre en forskel i en verden, der i den grad har behov for politiske ledere, der er med til at få det bedste frem i deres samfund
Du må meget gerne være med til at åbne øjne. Og du skal være i stand til at stå i spidsen for at løfte dansk politik til at handle om de reelle udfordringer. De fleste danskere kender dem. Og mange undrer sig over, at politik handler om så meget andet.

Venlig hilsen

Knud Vilby

One thought on “Åbent brev til Mette Frederiksen: Løft os op

  1. Kære Knud.

    Det er helt uhyggeligt, så enige vi er! Og vi er utrolig stolte af at have mennesker som Ina og dig i vores forening. Det er en utrolig velskrevet opfordring til Mette Frederiksen, du har skrevet her, og som er blevet læst med stor interesse.

    Nu vil vi benytte lejligheden til at ønske dig til lykke med de 75 år og alt godt for Ina og dig og jeres initiativer i fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>