Tale holdt på Christiansborg Slotsplads 19. april 2016 i forbindelse med Folketingets 2. behandling af beslutningen om at udvide dansk krigsindsats til også at omfatte Syrien.
Regeringens svar på gode humanistiske forslag er ofte, at Danmark ikke kan redde hele verden. Rigtigt. Vi kan heller ikke bombe hele verden. Men nu skal vi altså også i gang i Syrien.
Det skal vi, fordi vi vil bekæmpe Islamisk Stat, og fordi vi er allierede med USA. Vi vil støtte en stor koalition, hvori de fleste medlemmer er ret passive, men vi vil være dukse. Og vi gør det uden en egentlig langtidsplan, ligesom det er meget uklart, hvem der tager over, hvis områder med vores militære bistand befries for Islamisk Stat (IS). Det skal være det syriske folk, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) – men hvad betyder det konkret?
De politiske partier, der støtter op bag beslutningen om at rykke den militære indsats ind i Syrien, er i øvrigt indbyrdes uenige om, hvad formålet er. Dansk Folkeparti vil hurtigt ind og hurtigt ud. Udenrigsministeren garanterer, at vi ikke kommer hurtigt ud, men deltager i omfattende langtidsindsatser. De konservative vil gøre langt mere militært, end der er lagt op til. De radikale vil helst gøre lidt mindre – i hvert fald vil de konsulteres om at rykke ind med landtropper, vel vidende at når der er sagt ja til den store operation, er det nok ret ligegyldigt, hvad de radikale senere siger.
Regeringen håber, at den militære indsats kan begrænse terrorrisikoen ved at svække IS, men mange frygter, at den vil øge terrortruslen ved at skabe endnu mere had mod Vesten og alt det, vi står for. Jo mere den militære koalition domineres af Vesten, des større er den risiko.
Der er med andre ord ikke så meget, der tyder på, at den samlede plan er meget bedre end ved de øvrige danske krigsindsatser gennem de sidste år. Til gengæld bekræfter regeringen ærligt, at risikoen er større. Også risikoen for civile tab.
Udenrigsministeren siger desuden, at den militære indsats ikke kan stå alene. Underforstået: Hvis vi skal undgå mere terrorisme og flere flygtninge og mere elendighed i en konfliktfyldt verden, skal der mere til.
Men hvordan er det så med Danmarks vilje til at gøre mere på de andre centrale nøgleområder? Hvordan ser det ud i forhold til situationen for to-tre år siden, hvor Danmark økonomisk var en lille smule fattigere, end vi er i dag, og hvor vi derfor også havde lidt dårligere råd til en stor international indsats?
Alle er enige om, at FN trods bureaukrati og svagheder er helt afgørende i disse år. Uden FN ville flygtningestrømmen fra Mellemøsten være endnu større og situationen i nærområderenes lejre endnu mere desperat.
Men Danmark har på under to år reduceret støtten gennem FN og til FN med næsten en tredjedel.
Alle er enige om, at klimaændringer allerede nu øger fattigdom og nød og sociale spændinger i verden, og mange mener, at klimaændringer øger konflikterne i Mellemøsten, fordi det bliver stadig vanskeligere at leve et traditionelt liv. Klimaændringer skaber flugt.
Men Danmark har beskåret klimaindsatser med over 50 procent. Det kommer i øvrigt efter de voldsomme nedskæringer allerede under Anders Fogh-regeringen og trods statsminister Lars Løkke Rasmussens løfter om at give mere til området.
De fleste er enige om, at uden indsatser for at skabe beskæftigelse og bekæmpe fattigdom vil der komme nye flygtningestrømme ikke mindst fra Sahel-regionen i Afrika.
Men Danmark har halveret den bilaterale udviklingsbistand. Indsatser omkring landbrug og landbrugsforskning er stort afviklet.
Mange er enige om, at befolkningstilvækst, specielt i Afrika, er et problem, der kan skabe nye flygtningestrømme. Man ved, at indsatser for at styrke kvinders reproduktive sundhed virker. Familieplanlægning samt undervisning af piger og kvinder får fødselstallene til at falde og giver nye generationer et bedre liv.
Men Danmark har skåret voldsomt ned på undervisningsbistand, og på indsatser omkring familieplanlægning, for eksempel i FN’s familieplanlægningsorganisation UNFPA. Indsatsen over for børn svækkes også via beskæring af støtten til UNICEF.
Mange mener, at indsatser omkring konfliktforebyggelse er underprioriterede, og giver en del gode resultater for få penge.
Men Danmark har meldt klart ud og trods tidligere mundtlige tilsagn fjernet støtten til FN’s Fond for Kriseforebyggelse og Genopretning og til FN’s Fredsopbygningsfond.
Danmark har stort set fastholdt niveauet for egentlig humanitær bistand.
Men snakken om øget støtte i nærområderne er luft.
Nogle vil i dag begrunde mange af nedskæringerne med, at vi bruger flere penge til at modtage flygtninge.
Men store nedskæringer blev besluttet, inden flygtningestrømmen satte til. Det var ikke, fordi vi ikke havde råd – men fordi regeringen prioriterede denne del af verden fra på et tidspunkt, hvor vi er rigere end nogensinde. Da vi var fattigere, valgte vi at have råd til mere.
Lad mig skynde mig at understrege, at civile internationale indsatser ikke altid giver de ønskede resultater. FN er præget af ineffektive organisationer. Der er bureaukrati, og der er spild. Men netop derfor var Danmark også tidligere – sammen med de øvrige nordiske lande – optaget af at påvirke de nødvendige reformprocesser. Det hører vi heller ikke så meget om mere.
Og så gælder det altså også, at bomber ikke altid fører til de ønskede resultater og alt for sjældent til fred. Danmarks erfaringer med civil bistand er alt andet lige langt bedre end Danmarks erfaringer med krigsindsatser.
En gang talte statsministeriets og udenrigsministeriets folk stolt om, at Danmark stod for en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at Danmark var en slags rollemodel i verden med bløde internationale indsatser for fred og sikkerhed, miljø og udvikling. Vi producerede sikkerhed, sagde man. Det er længe siden nu.
I dag definerer regeringen og dens støtter aktivistisk udenrigspolitik som en udenrigspolitik præget af, at Danmark går aktivt med i militære alliancer. Ofte i front.
Folketinget har mig bekendt aldrig nogensinde haft en samlet overordnet debat om, hvordan vi synes balancen mellem det bløde og det hårde skal være. Det bliver til enkeltbeslutninger og de militære flertal, der kan skrabes sammen blandt partier med vidt forskellige holdninger. Aldrig en samlet overordnet vision for, hvad Danmarks konstruktive rolle i verden kunne være.