Den kolde nordiske krig

Hvis vi ikke var i krig, kunne et nordisk samarbejde om FN’s verdensmål give store resultater.
Danmark har som bekendt suppleret det manglende europæiske samarbejde med en kold nordisk krig, der især går ud på at nedgøre alt, hvad svenskerne gør eller ikke gør i den europæiske og globale krise.
I den danske udgave af Vi-er-os-selv-nok-og-i-hvert-fald-bedre-end-alle-de-andre-holdningen står vi på den måde ene-men-stærkt i en tofrontskrig:
Vi bebrejder EU, at EU ikke gør nok, samtidig med at vor egen regering afviser at styrke det europæiske samarbejde.
Og vi bebrejder svenskerne for deres uendelige naivitet ved at modtage så mange flygtninge, samtidig med at vi selv har vist flygtningene vej og uregistreret hjulpet dem videre, indtil svenskerne sagde stop.
Nu står vi så isolerede, og bebrejder udenlandske medier, at de ikke vil tro på, at vi trods den nylige lovgivning stadig er et af de mest åbne og tolerante folk i verden. Vi vil alle mennesker det bedste, bare de lader os være i fred.
Mit ærinde er dog i denne sammenhæng ikke flygtningekrisen med de nye globale 2030-målsætninger: De bæredygtige verdensmål.
Den kolde nordiske krig bremser jo i dag nordisk dialog og samarbejde på mange forskellige områder, fordi den også går ud over gensidig tillid og tidligere helt almindelige dagligdags relationer.
Derfor skader (umuliggør???) den også mulighederne for et nordisk samarbejde om at gå forrest i at arbejde for realiseringen af de nye FN-verdensmål.
I mandags skød svenskerne kampen for de nye verdensmål i gang ved en meget stor konference, der havde deltagelse af den svenske statsminister, bistandsministeren, civilministeren og – såmænd – ministeren for fremtidsspørgsmål og nordisk samarbejde. Deltagerne var politikerne fra alle niveauer (bl.a. landsting og lensstyrelser), samt repræsentanter for erhvervslivet, civilsamfundet og LO. Statsministeren har nedsat en højniveau-gruppe, der skal sikre, at der er og forbliver fokus på verdensmålene, som de i Sverige kalder de globale mål (End ikke en nordisk fællesbetegnelse har man søgt at blive enige om).
Hvorfor kører Sverige så dynamisk og velkoordineret frem? Ja argumentationen er, at der jo er tale om universelle mål, der ikke blot gælder fattige men også rige lande. Det er altså også mål for os selv. Og – lyder det fra Sverige – ingen har vel bedre forudsætninger for at nå disse mål end netop vi, altså Sverige.
Det er jo interessant på flere planer.
Dels ynder vi jo i den kolde nordiske krig at antyde, at Sverige nu er et samfund der er gået fuldstændigt i knæ. Men på dette område har Sverige altså stadig ambitioner, som vi ikke har hørt om i Danmark.
Men vigtigere: Det, der gælder for Sverige med hensyn til muligheden for at nå målene, gælder jo også her i Danmark – og i de øvrige nordiske lande.
Hvis der var en nordisk vilje ville der også være en nordisk vej til for de nordiske lande at spille en central og innovativ rolle på dette område.
Men den nordiske krig forhindrer det. Man kan jo ikke forestille sig, at den danske regering kan lade sig inspirere af Sverige som situationen er nu.
Apropos den kolde nordiske krig, og brug gerne det følgende som et quiz-spørgsmål i familien: Hvem er mon minister for nordisk samarbejde i Danmark??
Det er forsvarsminiser Peter Christensen. Vi må bede til, at krigen i hvert fald bliver ved med at være kold, men det siger da noget om, hvor det nordiske samarbejder er placeret i dansk regeringstænkning.
Jeg tror jeg alligevel vil sende Peter Christensen en kopi af denne artikel. Måske har han også brug for at tænke på, at fremtiden kan indebære andet end krig.

PS: Jeg skriver “vi”, fordi regeringen jo også er min, hvad enten jeg ønsker det eller ikke.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>