Hvad får vi for pengene? Hvorfor tror folketinget at udgifter til krig giver mere for pengene end udgifter til fred?

Hvad får vi for pengene, når vi bomber Islamisk Stat? Og hvordan får vi mere fred og ikke mere krig? Vi ved, at da vi bombede i Libyen fik vi mere krig. Vores krigsindsats i Irak bidrog heller ikke til mere fred (så ville vi ikke være der igen). Vi har også været i krig i Afghanistan. Resultatet er i bedste fald meget mudret. Prisen i penge og liv og traumer er kolossal.

Måske umulige spørgsmål at besvare. Men jeg spørger, fordi jeg i årtier har beskæftiget mig med udviklingsbistand. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har besvaret spørgsmål, om hvad vi får for bistandspengene. Nytter det? Hvorfor er fattige lande stadig fattige? Hvorfor har vi ikke bremset korruptionen? Hvorfor er der så meget bureaukrati? I bistandsdebatten skal man svare.

Bistandsdebattens store spørgsmål lyder: Hvor mange af pengene når frem til de fattige?

Den militære parallel: Hvor mange bomber rammer de rigtige og giver resten et bedre liv?

Jeg spørger også, fordi vi de sidste 15 år har oplevet et paradigmeskifte i dansk tænkning om internationale indsatser, og fordi vi står overfor endnu et skifte.

Frem til 2000 brugte Danmark lige så mange penge på civile indsatser i verden som på militært forsvar. Vi talte officielt om en blød form for sikkerhedspolitik. Danmark havde kernekompetencer inden for bistand og var respekteret for det.

Fra 2001 skar regering og folketing ned på bistanden og øgede forsvarsudgifterne. Vi blev involverede i en række krige. Et politisk flertal mente, at vi fik mere (Udvikling? Fred? Sikkerhed?) for pengene ved at gå i krig end ved at bistå civilt.

I dag bruges der omkring 4 milliarder kroner mere på militærudgifter årligt end på bistand. I 2004, efter VK-regeringens store kniv, var militærudgifterne næsten 7 milliarder kroner større end udgifterne til bistand. Der har været betydelige udsving, men det er næppe forkert at påstå, at der siden 2000 er flyttet 50 milliarder kroner fra civile til militære danske indsatser. Tænk på hvad de også kunne være brugt til

Apropos spørgsmålene, så er udviklingsbistanden gennem over 30 år blevet systematisk evalueret. Vi ved meget om, at noget er kikset, men der er en masse, der har givet millioner af mennesker bedre liv og flere muligheder.

Vi har ikke tilsvarende viden om de militære indsatser.

Det store paradigmeskift var begrundet i tro og frygt, og måske en statsministers krigspolitiske ambitioner, men ikke i viden. Terrortruslen var medvirkende, internationale løgne og fortielser også.

Nu står vi foran endnu et stort skifte i dansk international politik. Det seneste forsvarsforlig lægger op til et fald i forsvarsudgifterne, og SR-regeringen har fastholdt bistanden nogenlunde. Derfor er forskellen mellem civile og militære indsatser mindre end for få år siden. Men nu æder andre forhold sig ind på udviklingsbistanden. SR-regeringen har flyttet en milliard bistandskroner til at finansiere flygtningemodtagelse i Danmark, og får vi efter valget en V-regering, vil den skære yderligere 2,5 milliarder kroner af udviklingsbistanden. Det er 15 %.

Krigene og kriserne har samtidig skabt et voldsomt pres på at flytte midler fra langsigtet bistand til hurtige katastrofeindsatser. Verden har et rekordstort antal flygtninge. Situationen er desperat mange steder. Der er brug for humanitære ambulanceindsatser.

Den gode historie er, at mange fattige lande faktisk klarer sig bedre og kan finansiere flere udgifter selv. Derfor er der steder, hvor man kan reducere udviklingsbistanden.

Men som ebola-epidemien viser, kan manglende grundlæggende indsatser (i sundhed) medføre, at epidemier bliver langt værre. Og det er kun et af mange eksempler på at katastrofer forværres på grund af manglende langsigtet udvikling.

Støtte til langsigtet udvikling står svagt, både fordi krige kræver deres her og nu, og fordi politikerne også vil bruge nogle af de samme bistandspenge til klimaindsatser, til erhvervsfremme og andre gode formål.

Venstres planlagte 2,5 milliarder kroners beskæring af bistanden vil næsten skære det langsigtede perspektiv ud af Danmarks internationale bistandsindsatser. På et tidspunkt, hvor klimaændringer, befolkningstilvækst og ændrede levevilkår for milliarder af mennesker, sender et budskab om, at der er brug for at tænke langsigtet.

Fordi mange fattige lande klarer sig bedre end før og kan finansiere flere af deres offentlige udgifter selv, er der i virkeligheden en fantastisk chance for at nytænke udviklingsbistand positivt:

Vi kan fokusere stærkere på dem, der står uden for den positive udvikling. Vi kan være med at løfte kvaliteten i elendige offentlige skoler, vi kan være med til at sikre at fjerne landområder også nås med ordentlige offentlige sundhedsindsatser. Vi kan i Afrika, der er truet af skræmmende høj befolkningstilvækst, være med til at sikre, at kvinder ikke får flere børn, end de selv ønsker. Og vi kan skabe jobs til flere, så færre begiver sig ud på en desperat flugt mod Europa.

Den nye situation giver mulighed for at nytænke. Finde den rigtige balance mellem humanitære kortsigtede og udviklingsmæssigt langsigtede indsatser. Mellem det fattige lande selv kan klare, og den støtte, de stadig har brug. Og mellem krig og fred.

Der er store muligheder. Forudsat man ikke automatisk mener, at udgifter til krig giver mere for pengene end udgifter til fred. Det forudsætter, at man ærligt vil diskutere, hvor Danmark har særlige kompetencer, og hvor vi ikke har det.

Tænk hvis man satte sig for at vurdere, hvor Danmark med held og kvalitet kan påtage sig et særligt ansvar for verden.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>