Afrikas sorte eller hvide jord

Sydafrikas Nelson Mandela har helgenstatus, mens Zimbabwes Robert Mugabe er en skurk. Mandela har stået for forsoning og hæderlighed i et nyt Sydafrika, mens Mugabe har skabt konflikt både indadtil og udadtil i Zimbabwe samtidig med, at han som olding klynger sig magten ved brug af svindel og forfølgelse af modstandere.

Grundfortællingen holder, men vurderingen af de to landes erfaringer med sort flertalsstyre, må også handle om, hvordan de har håndteret den afgrundsdybe ulighed, som det hvide mindretalsstyre efterlod. Her siger den forenklede analyse, at Mugabe håndterede udfordringerne forkert, nepotistisk og diktatorisk, men også at Mandela stort set slet ikke håndterede dem. Sydafrika er i dag et af de allermest ulige lande i verden.

Zimbabwe og Sydafrika er begge dybt i deres sjæle formet af reel apartheid, selvom der både i ideologi og praksis var forskelle mellem de to hvide mindretalsstyrer. Begge steder skulle nye sorte regeringer håndtere de fattige sorte befolkningsflertals berettigede krav og forventninger, om at en ny tid ville give større lighed og nye muligheder. Men de skulle også være pragmatiske og hindre hjerne- og kapitalflugt.

Skuffede forventninger

Begge lande er præget af skuffede forventninger. I Sydafrika vokser de sociale og politiske spændinger. Og Zimbabwe har i en periode oplevet et næsten totalt sammenbrud, som sendte hundredtusinder af zimbabweanere i eksil, især til Sydafrika. Ny forskning om jordreformerne i Zimbabwe signalerer imidlertid, at der er et håb om fremgang og fortæller, at trods magtmisbrug er alt ikke gået galt. Måske er der et positivt fremtidsperspektiv i nogle af de reformer, den vestlige verden har fordømt.

I 2013 er den nye forskning bogudgivet under titlen ”Zimbabwe takes back its land”. Og forskerne beretter, at de sorte farmere godt ti år efter den tvangsgennemførte genbosætning af sorte farmere på hvide farmeres jord, er ved at nå op på en produktion, der er på niveau med de hvide farmeres produktion i 1990’erne.

Jordproblemet er centralt, for i begge lande handler uligheden blandt andet om, hvem der helt bogstaveligt ejer landet, forstået som den jord, der udgør landenes fundament og i vid udstrækning produktionsgrundlaget.

Netop i år er det 100 år siden, det hvide Sydafrika i 1913 vedtog en jordlov, der gav de hvide ejerskab til 87 % af al jorden. De 90 % sorte fik de 13 %, og de måtte kun opholde sig på de 87 % af jorden, hvis de var ansat af de hvide.

Modellen var den samme i det gamle Rhodesia, det nuværende Zimbabwe. Ved Zimbabwes selvstændighed i 1980 ejede 6.000 hvide farmere 46 % af landets samlede landbrugsjord, og de havde naturligvis valgt den bedste jord. 700.000 sorte farmere havde tilsammen 53 % af jorden, og det var den dårligste. De boede så tæt og dyrkede jorden så intensivt, at den ifølge en rapport fra Rhodesias ”Native Agricultural Department” fra 1959 allerede dengang var præget af voldsom erosion og udpining. Helt frem til 1955 blev mere end 100.000 afrikanere tvangsflyttet ud af områder, det hvide styre nydefinerede som europæisk land. De gamle kan afrikanere huske det.

I begge lande var jordreformer derfor et vigtigt dagsordenspunkt ved uafhængigheden. I begge lande handlede det om at rette op på historiske uretfærdigheder og at demonstrere, at adgangen til at eje og dyrke jorden skulle demokratiseres. Der skulle være større lighed og store hvidt ejede farme skulle udstykkes og overdrages til sorte.

Det skulle også øge den samlede landbrugsproduktion, for specielt i Zimbabwe havde de hvide farmere haft langt mere land, end de ønskede eller orkede at dyrke. Store ”europæiske” landområder lå uopdyrkede hen, mens den dårlige ”sorte jord” blev overudnyttet og udpint.

Villig sælger, villig køber

I begge lande planlagde man fra starten jordreformer ud fra princippet om ”villig sælger, villig køber”. Jordreformen og de efterfølgende udstykninger skulle baseres på frivillighed, og det handlede blandt andet om, at man for Guds skyld ikke ville skræmme hvid kapital og hvide investorer væk. Det gamle establishment skulle have tillid til, at de nye sorte og demokratiske tider ikke førte til nationaliseringer, og det der var værre.

Med staten som mellemmand kunne villige hvide farmere sælge deres jorder. Derefter kunne jorden udstykkes og videresælges eller på anden måde allokeres til interesserede sorte farmere. I begge lande gav denne model i starten nogle resultater, men også store økonomiske og administrative problemer. Der blev opkøbt og udstykket jord, men modellen var meget kostbar, og der var en tendens til, at det især var de mindre vellykkede hvide farmere, der var interesserede i at sælge.

Næsten alle penge gik til erstatninger til de rige hvide. Der blev ikke brugt penge nok på at støtte de nye mindre sorte farme. Og udviklingen gik ekstremt langsomt.

IRIN, der er en FN-relateret nyhedstjeneste, fortæller, at der fra 1994 til 2013 er udstykket knapt 5.000 sydafrikanske farme, og reformen har været til gavn for omkring 250.000 mennesker, heraf 50.000 kvinder. Det er uklart, hvor mange af de afrikanere, der har overtaget jord, som har været i stand til at opnå en reel eksistens som bønder. Nye landbrugsstøtteprogrammer har fra 2004 især gavnet de lidt større kommercielle bønder. Samtidig er der voldsom kritik af, at enorme beløb er gået til at betale rige hvide bønder kompensation for deres farme. Man ser nu på legale muligheder for at gå længere end frivillighedsprincippet og i visse tilfælde ekspropriere.

Zimbabwe har haft sort styre næsten 15 år længere end Sydafrika. Erfaringerne med jordreformer er derfor også længere. Mange husker rædselsberetningene fra omkring år 2.000, hvor mere eller mindre ægte krigsveteraner i Zimbabwe besatte hvide farme og smed hvide farmere ud, mens en sort elite berigede sig selv, og Mugabe konsoliderede sin position ved at give jord til venner og familie i partitoppen. Nogle af overgrebene er veldokumenterede, og de var – sammen med grove overgreb på oppositionen og udenlandske sanktioner – med til at ændre det velfungerende Zimbabwe til et samfund præget af hyperinflation og økonomisk deroute.

Produktive sorte farmere

Men i dag begynder der at tegne sig et nyt og mere nuanceret billede af landreform-politikken i Zimbabwe. Det er et billede, den kritiske opposition også vil tage til sig i Sydafrika, hvor den meget ulige jordfordeling er med til at øge de frustrationer, sort fattigdom og arbejdsløshed skaber.

”Zimbabwe takes back its land” fortæller, at mange af de nye sorte bønder i Zimbabwe for alvor er begyndt at producere. Zimbabwes landbrugsproduktion er igen på vej i vejret, og nogle steder udnyttes jorden bedre, end da den var udlagt til hvidt ejerskab.

I Zimbabwe førte den første frivillige omfordeling efter 1980 til at omkring 75.000 sorte afrikanere blev genbosat. I 2.000 startede så den anden – og i Europa berygtede – jordreform. Den opererede med tvang og med to typer af sort jordovertagelse: Model A1 som førte til udstykning af småbrug på omkring 6 hektar, og model A2 som udstykkede i langt større parceller på 50-70 hektar dyrkbar jord. Ansøgere om A2-farme skulle også kunne skaffe kapital og have et vist landbrugskendskab.

De to landreformer har samlet ført til, at omkring 245.000 sorte familier er blevet genbosat. 75.000 i første frivillige reform, 146.000 A1-farmere og 23.000 A2-farmere i den anden og langt mere brutale reform.

Zimbabwe har kun omkring 13 millioner indbyggere (mod over 50 millioner i Sydafrika). Genbosætningen af en kvart million familier i dette lille land er udtryk for langt større omfordeling, end Sydafrika har oplevet. Men Zimbabwe har også haft længere tid, og princippet om frivillighed blev opgivet.

En ny tids bønder

Kan man tro på ”Zimbabwe takes back its land”, eller er det propaganda? Rapporten er omdiskuteret, men den er produceret af seriøse afrikanske og europæiske forskere, Joseph Hanlon fra London School of Economics, der har mangeårig forskning i Afrika som baggrund, Jeanette Manjengwa, der er vicedirektør ved instituttet for miljøstudier på University of Zimbabwe og Teresa Smart fra Institute of Education ved University of London.

De tre forfattere bygger bogen både på egen og andres forskning. De bekræfter oplysninger om nepotisme og korruption, og om mislykkede overtagelser, hvor nogle nye sorte ejere ikke reelt ønskede eller magtede et liv som farmere. Der er ikke tale om en hvidvaskning af Mugabe-styret. Men forfatterne tegner et billede af en stor gruppe afrikanere, der nu har viet deres liv til det nye liv som bønder. De har større eller mindre held i deres bestræbelser, og de dygtiggør sig og fortsætter. Nogle med hjælp fra tidligere hvide farmere, der så, hvad der måtte komme

Mange steder er en større procentdel af den gode jord nu under opdyrkning, end da de hvide farmere lod store jordarealer ligge brak. Og de sorte farmere klarer sig, selv om de slet ikke har de samme støtteordninger, som de hvide farmere havde. Under det hvide styre fik de hvide farmere en efter afrikanske forhold meget stor produktionsstøtte, noget der næsten lignede den europæiske landbrugsstøtte. Det får de afrikanske farmere ikke i dag.

Der er andre studier. Ved Lunds Universitet har Mabel Ndakaripa Munyuki-Hungwe blandt andet forsket i magtmekanismerne i et landområde i Zimbabwe. Forskningsrapporten er i høj grad også en beretning om korruption og magtmisbrug. Der er ingen grund til at male rosenrøde billeder.

Men det, der kan blive meget afgørende, er det overordnede billede. I de år, hvor alting gik galt i Zimbabwe, og hvor hyperinflation dræbte ethvert fornuftigt initiativ, gik det også dårligt for de nye bønder. Det var de år, Sydafrika modtog flest flygtninge fra Zimbabwe. Men efter at man i 2008 fik en form for samlingsregering, og afskaffede den lokale valuta til fordel for den amerikanske dollar, begyndte økonomien igen at udvikle sig.

Det gjorde landbrugsøkonomien også. I 1990’erne producerede Zimbabwe årligt omkring 1,7 millioner tons majs. I 2007 var produktionen nede på godt en tredjedel, men i 2011 var den tæt ved 1,5 mio tons. Produktionen af bomuld var også tilbage på 90’er-niveau, og produktionen af jordnødder var mere end dobbelt så stor som dengang. Hvedeproduktionen er gået meget tilbage. Tobaksproduktionen er noget mindre end før, men der er langt flere småproducenter, og de er sorte.

Tidligt efter Zimbabwes uafhængighed demonstrerede afrikanske småbønder, at de med ordentlige vilkår var i stand til at nå høj produktivitet. Så kom konflikterne og tilbagegangen. De nye positive tal skal ses i et længere perspektiv, inden man for alvor kan tale om succes. Forskernes vurdering er, at de endelige resultater efter reform og genbosætning ført viser sig efter en generation. Set i det perspektiv er de målte resultater efter godt ti år temmelig opmuntrende.

Den politiske nødvendighed

Resultaterne fortæller, at der kan være brug for at nuancere vurderingerne af Zimbabwes jordreformer.

Mange i det sydlige Afrika ser en mere retfærdig jordfordeling, som en absolut nødvendighed. Hvis frivillige markedsbaserede reformplaner går i stå, og jorduligheden fastholdes, vil det uvægerligt resultere i sociale og politiske krav om en anden og langt mere radikal og effektiv omfordeling.

I den situation vil mange afrikanere måske fremhæve Mugabes brutale tvangsbaserede reformpolitik som mere effektiv, end den politik man hidtil har fulgt i det Mandela-inspirerede Sydafrika.

Vestlige politikere og kommentatorer vil så med rette gøre opmærksom på, at man ikke bør se bort fra brutaliteten og nepotismen og magtmisbruget under Mugabe. Men vestlige (og sydafrikanske) politikere og kommentatorer bør heller ikke se bort fra, at den uretfærdige hvid-sorte jordfordeling skal og må laves om, og at det skal ske så hurtigt, at det er med til at give nulevende fattige mennesker et håb. Det er fint med forsoning, men hvis uretfærdighederne fastholdes, fører det til ny og værre konflikt.

Joseph Hanlon, Jeanette Manjengwa and Theresa Smart: Zimbabwe takes back its land. 2013. Kumarian Press. Colorado og London.

Mabel Ndakaripa Munyuki-Hungwe: In search of ‘community’ in Zimbabwe’s fast track resettlement area of Mazowe District. 2011. Lund Universitet.

4 thoughts on “Afrikas sorte eller hvide jord

  1. Majs-produktionen i Zimbabwe har historisk været meget svingende fra år til år. I 1991 var den helt nede på 360 mio., mens den i 1995 var helt oppe på 2600 mio. tons. Det er derfor fornuftigt, når Knud Vilby angiver en gennemsnitsproduktion for 1990′erne (1,7 mio. tons) frem for at fremhæve et enkelt år som repræsentativt. Så meget desto mere mærkeligt er det, at Vilby ikke gør det samme for produktionen efter år 2000. Her tager han to (atypiske) år ud, 2007 med en produktion på kun 700 mio. tons og 2011, hvor produktionen var “næsten 1,5 mio. tons”. Man forstår, at det skal vise en stigende tendens efter samlingsregeringen i 2008 til underbygning af artiklens teori/påstand. Mere fair havde det været at oplyse, at produktion fra 2001-2013 i gennemsnit var på 878 mio. tons eller omtrent halvdelen af produktion i 90′erne. Og at produktionen i både 2012 og 2013 var katastrofalt lav (965 og 800 mio. tons), hvorfor op mod 2,2 mio. zimbabweanere netop nu vurderes som fødevareusikre af WFP, og landet forsøger at importere majs fra især Zambia og netop Sydafrika. Det er dog vanskeligt, da de zimbabweanske statsfinanser er i en meget sørgelig forfatning. Det er derfor ikke helt åbenlyst, at jordreformerne som påstået har været en succes ud fra et produktivitetssynspunkt. Der skal nok gå noget længere tid, før der kan siges noget afgørende om dette. Kilde: http://www.indexmundi.com/agriculture/?country=zw&commodity=corn&graph=production

  2. Det er rigtigt at majsproduktionen er svingende. Den forskningsrapport, jeg primært refererer, er udkommet i 2013 og refererer til de seneste tal, som er 2012, og det var et godt år. Det er under alle omstændigheder interessant, at de nye bønder i et godt år kan opnå næsten samme produktion, som de hvide bønder i sin tid. Og det selv om de slet ikke får den landbrugsstøtte, som de hvide fik (den tidligere støtte til de hvide bønder i Zimbabwe kan sammenlignes med EU’s landbrugsstøtte).
    Det ville ikke give mening at se på produktionen i et gennemsnit af år fra omkring år 2.000. For det var, som jeg skrev, først efter samlingsregeringen og indførelsen af ny valuta, at der kom gang i Zimbabwes økonomi inklusive i landbrugets. Jeg skriver også, at der er for tidligt at vurdere den endelige mulige succes, og det er rigtigt at Zimbabwe igen er ramt af krise og at landbrugsproduktionen har været faldende. Det understreger i øvrigt behovet for en form for landbrugsstøtte, der fjerner den værste usikkerhed. men det er udenfor Zimbabwes økonomiske muligheder.

  3. Nej, 2012 var ikke et godt år. Produktionen var da kun 950 mio. tons eller lidt over halvdelen af gennemsnittet i 90′erne og langt under befolkningens behov.
    Jeg kan fint godtage antagelsen om, at samlingsregeringen og overgangen til dollarøkonomi var gavnlig – også for landbruget, og at det derfor kan være mere rimeligt at kigge på perioden 2009(eller 2010)-2013 frem for på hele perioden efter år 2000. Men at udvælge et enkelt år (2011) i en produktion, der konstant udviser kæmpe fluktuationer, er altså ikke et særlig godt grundlag for selv forsigtige konklusioner. Og der er under ingen omstændigheder belæg for at konstatere, “at de nye bønder i et godt år kan opnå næsten samme produktion, som de hvide bønder i sin tid” på baggrund af 1 (ét) godt år (2011, 1.450 mio. tons), der så oven i købet skal sammenlignes med gennemsnittet af 90′erne (1,7 mio. tons) for egentlig at se rigtig “godt” ud. Det bedste år i 90′erne var produktionen som sagt 2.600 mio. tons eller 80 % højere end i 2011. Gennemsnittet for perioden 2010-2013 var 1.050 mio. tons, mens det altså var mere end 60 % højere i 90′erne. Prøv for sjov skyld at lave den omvendte beregning, altså en sammenligning af 90′ernes bedste år (2.600 mio. tons) med gennemsnittet af 2010-2013 og så konstatere, at man i gode år i 90′erne producerede 150 % mere majs end de nye bønder i 10′erne. Det er tankevækkende, at der skal gøres vold på tallene for at understøtte artiklens tese.

  4. Nej, 2012 var ikke et godt år. Produktionen var da kun 950 mio. tons eller lidt over halvdelen af gennemsnittet i 90′erne og langt under befolkningens behov.
    Jeg kan fint godtage antagelsen om, at samlingsregeringen og overgangen til dollarøkonomi var gavnlig – også for landbruget, og at det derfor kan være mere rimeligt at kigge på perioden 2009(eller 2010)-2013 frem for på hele perioden efter år 2000. Men at udvælge et enkelt år (2011) i en produktion, der konstant udviser kæmpe fluktuationer, er altså ikke et særlig godt grundlag for selv forsigtige konklusioner. Og der er under ingen omstændigheder belæg for at konstatere, “at de nye bønder i et godt år kan opnå næsten samme produktion, som de hvide bønder i sin tid” på baggrund af 1 (ét) godt år (2011, 1.450 mio. tons), der så oven i købet skal sammenlignes med gennemsnittet af 90′erne (1,7 mio. tons) for egentlig at se rigtig “godt” ud. Det bedste år i 90′erne var produktionen som sagt 2.600 mio. tons eller 80 % højere end i 2011. Gennemsnittet for perioden 2010-2013 var 1.050 mio. tons, mens det altså var mere end 60 % højere i 90′erne. Prøv for sjov skyld at lave den omvendte beregning, altså en sammenligning af 90′ernes bedste år (2.600 mio. tons) med gennemsnittet af 2010-2013 (1.050 mio. tons) for så at konstatere, at man i gode år i 90′erne producerede 150 % mere majs end de nye bønder i 10′erne. Det er tankevækkende, at der skal gøres vold på tallene for at understøtte artiklens tese.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>