VK-aktivismen var misbrug af mange milliarder kroner

Bo Lidegaard bagatelliserer den dramatiske omlægning af dansk international aktivisme
Bo Lidegaard foretager nogle mærkelige fravalg, der ligner historiemanipulation, i en Politiken-analyse 4. august af aktivisme i dansk udenrigspolitik 4. august. ”Aktivismen var ikke ny. De militære bidrag heller ikke” skriver han om Anders Fogh-æraen. Det nye var – stort set – , at Anders Fogh ville give Danmarks udenrigspolitiske aktivisme politisk kant, og derfor inddrog Danmark i en tvivlsom angrebskrig. Det sidste er bestemt rigtigt. Men der var langt mere på spil, og der blev sat langt mere over styr i for Danmark, i 10-året under VK-regeringen. Og det ved Bo Lidegaard naturligvis godt, fordi han var centralt placeret.

Lidegaard skriver om politiske omkostninger for Danmark, men ikke om økonomiske. Men i slutningen af 1990’erne stod Danmark helt officielt for en blød sikkerhedspolitik, som indebar opbakning til FN i fredsbevarende operationer og civil udviklingsbistand i et forsøg på at forbedre verden en anelse med samarbejde og økonomiske midler. Det var en politik, der var udviklet over næsten 40 år og som havde ført til at udgifterne til blød sikkerhedspolitik i slutningen af 1990’erne var lige så store som udgifterne til Forsvaret. I alt brugte vi godt 30 milliarder kroner om året, fordelt stort set ligeligt mellem militær og civile indsatser. Ingen andre lande i verden prioriterede det bløde lige så højt. Alle andre steder brugte man relativt langt mere på forsvar og militær.

Godt 15 milliarder til international bistand, og godt 15 milliarder kroner til forsvaret. Det var situationen forud for VK. Men allerede i 2004 var udgifterne til international bistand nede på 11 milliarder kroner, mens militærudgifterne var oppe på næsten 18 milliarder kroner årligt. VK-regeringen påstod, at den ville skære i udviklingsbistand for at finansiere danske sundhedsudgifter, men i løbet af meget få år var situationen, at den i stedet flyttede mange milliarder kroner fra civil international bistand til aktivistisk angrebskrig. Der skete en meget dramatisk omlægning af dansk international politik.

I årtier var der næsten politisk konsensus om, at småstaten Danmark ikke havde sin internationale styrke i hård men tvært i mod i blød sikkerhedspolitik. Lidegaard skriver om det beskæmmende forløb med fodnotepolitikken, men glemmer, at ude i verden fik Danmark status og indflydelse via denne form for blød aktivistisk udenrigspolitik. Det spillede en langt større og mere positiv rolle end eventuelle negative reaktioner på fodnoter. Vi opererede kun militært i verden, hvis FN anbefalede det, og hvis der var tale om militære indsatser i fredsbevarende operationer. For vi vidste, at Danmarks styrke ikke ligger på det militære område, men i at styrke civilt samarbejde. Det var den form for aktivisme, som Jørgen Harboe netop har beskrevet i sin blog på u-landsnyt.

Skiftet fra FN-orienteret aktivisme til USA-styret aktivisme gav naturligvis bonus hos præsident Bush, men svækkelsen af de civile indsatser, der skete samtidig med at Danmark blev mere og mere lukket overfor fremmede, mærkedes i andre dele af verden i form af reaktioner, der var præget af, at det var svært at forstå, hvorfor det lille Danmark valgte aktivismen i krigsindsatser, hvor danske bidrag altid vil være ubetydelige, frem for aktivisme i civile indsatser, der var så store og betydningsfulde, at de havde skabt respekt.

Det er rigtigt, at aktivismen var der hele tiden – blandt andet udtrykt i officielle strategier om ”aktiv dansk multilateralisme” – det nye var, at VK ville bruge ufatteligt mange milliarder kroner på et område, hvor Danmark ikke havde særlige kompetencer, samtidig med at kompetencer blev skåret væk, hvor vi havde positiv aktivistisk indflydelse. Hav de Danmark fastholdet den ligelige balance mellem civile og militære indsatser, ville der have været mange milliarder i ekstra midler til de miljø- og klimaindsatser, som skiftende regerigner har lovet, men ikke leveret. Det ville have givet Danmark en forskudt rolle i kampen for en b edre global fremtid.

Med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, demonstrerede VK-regeringen i stedet, at den på meget få år var parat til at misbruge milliarder og atter milliarder offentlige skattekroner. Det er der meget langt fra rettet op på i dag.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>