Her ædes fremskridtet op

Det får forrygende i Etiopien. Kineserne strømmer ind og skaber byer, veje og jernbaner. Men fattigdommen er ekstrem. Trefjerdedele lever i nedslidte områder, og der bliver 2 millioner flere hvert år.

Wag Himra og Addis Ababa. Etiopien.
Time efter time i firhjulstrækkeren i udpinte tørre bjerge i 2500 meters højde. Begrebet ”den stenede jord” får konkret betydning. Der er bygget stenterrasser op af de stejleste bjergsider for at holde på jorden og gøre det muligt at dyrke jorden. Men det, der skulle være plan dyrkningsjord mellem terrasserne, er også langt mere sten, end det er jord.

Der er enkelte træer, men skovene er væk. Der knokles i markerne, men udbyttet er magert og endnu magrere end før.

Der bor 120.000 mennesker i distriktet, og den lokale administrator fortæller, at 27.000 er på fødevarehjælp. I udviklingssprog karakteriseres området som ”kronisk fødevareusikkert”.

I det nordlige etiopiske højland mærker man den globale systemkrise: Repræsentanten for den protestantiske kirke har arbejdet på stedet siden hungerkrisen i 1984. Han er meget direkte i sin analyse:

”Før var der tørke hvert tiende år, nu medfører klimaændringerne, at tørken kommer hvert tredje eller fjerde år. Samtidig er området præget af overbefolkning og ekstrem nedslidning af al jord og natur”.

Flere og flere af områdets beboere har ingen jord, og der er meget få job udenfor landbruget.

Det betyder ikke, at der ikke kan gøres noget. Folkekirkens Nødhjælp støtter befolkningen via udviklingsafdelingen i Etiopiens protestantiske kirke, og der er flere positive historier. Der er sat gang i biavl, og det kan blive til mere. Store landområder indhegnes og aflukkes midlertidigt, så hverken mennesker eller kvæg kan komme derind, og efter få måneder ser man tegn på, at naturen genskaber sig selv. Nedenfor et beskyttet område er en døende kilde igen begyndt at springe med klart vand. Man kender sammenhængen mellem vegetation og jordens evne til at holde på vandet.

I nogle dale graver man kanaler fra de stadig eksisterende floder og kunstvander grønsager. Andre steder graver man brøndlignende huller neden for bjergsiderne. Regnen kommer voldsommere og i meget kortere tid end før. Målet er at styre overskudsvandet tilbage til det sparsomme grundvand.

Den kyniske og brutale næsten-demokrat

Etiopien er fattigt men også på mange måder en succeshistorie. I 20 år var chefen premierminister Meles Zenawi, der døde sidste år. Han var autoritær og fængslede dem, der kom på tværs, men han fik gang i Etiopiens økonomi og udvikling. Han spillede dygtigt på supermagterne og de vestlige udviklingsministre. Anders Fogh Rasmussen tog ham ind i sin Afrika-kommission, og Villy Søvndal og Christian Friis Bach kaldte ham naivt i mindeordene for en næsten-demokrat.

USA støtter Etiopien, fordi Etiopien har ført krig for USA i Somalia. Kina støtter Etiopien, fordi det er et land med jord og ressourcer. De seneste halvofficielle gæt siger, at der nu arbejder 300.000 kinesere i Etiopien, men mange sætter tallet højere. Der bygges hundredvis af kilometer nye veje. Der rejses nye bydele i løbet af måneder. Der laves en metro i Addis Ababa, og der snakkes om fantasifulde kinesiske jernbaneprojekter, der skal skære gennem landet. Meget lyder urealistisk. Men kommer man – som jeg –til Etiopien med få års mellem, er det ufatteligt at opleve forandringerne. Det er skræmmende og storslået. Uofficielle skøn siger, at hovedstaden Addis Ababa nu har over 5 millioner indbyggere. I 1992 var der to millioner.

Mange bruger hver dag mere end to timer på at komme på arbejde i et trafikkaos, hvor busser og biler holder mere stille, end de kører. Hovedstaden stinker af udstødningsgasser fra titusinder af motorer i tomgang.

Men kineserne har gang i jernbanen. Og byggeriet går langt hurtigere end i København. En Nørreport-ombygning ville de vel klare på et par måneder.

Og etioperne dør næsten ikke af sult mere, selv om 40 % lever for, hvad der svarer til under 8 kroner pr. dag og selv om under- og fejlernæring er vidt udbredt.

3 gange flere mennesker, men ingen dør af sult

Jeg var her første gang i 1984 for at dække den etiopiske hungerkatastrofe for Danmarks Radio. Folk døde i hundredtusindvis af sult og underernæring og følgesygdomme.

Dengang levede der 35 millioner mennesker i Etiopien. I dag er der omkring 90 millioner. Det er næsten 3 gange så mange. Men folk dør ikke af sult.

Etiopien har store frugtbare områder. Der er landskaber, der minder om et frodigt Europa, og hvor dyrkningen af jorden er lige så intensiv. Landbruget producerer langt mere end tidligere, og der er etableret varslingssystemer, som betyder, at hjælpen er på plads, når katastrofen alligevel sætter ind. Den store succeshistorie er, at Etiopien i snart 30 år har undgået en hungerkatastrofe, som den mange husker fra 1984.

Væksten har reddet mennesker, og i dag er væksten så dramatisk, at liberalister må fryde sig. Også selv om meget af væksten kommer fra et råvarehungrende Kina, og selv om Valutafonden er bekymret for, at Etiopien overinvesterer sig ind i en krise.

Men Etiopien er ikke kun en vækstmotor. Det er også en illustration af, hvor nødvendigt det er at styre væksten og at forholde sig til, hvilke former for vækst, der nødvendigvis må bremses.

Ifølge FNs seneste Human Development Report lever 72 % af de 90 millioner etiopere på nedslidt (degraded) land. De golde stenede terrasser højt oppe i bjergene, vidner om, at man kæmper mod udpiningen, mens man forværrer den.

Den officielle ungdomsarbejdsløshed er ifølge FN 30 %, og mange mener, det er en undervurdering. Millioner af land- og ejendomsløse unge etiopere uden uddannelse, har det uendelig svært både på landet og i byerne.

I højlandet lever millioner i nedslidte bjerge. Fremskridt er ikke umulige, men selv at bevare stat sus quo er en udfordring, når der hvert år bliver mange flere mennesker. Udpiningen øges.

I Addis Ababa lever millioner i slum og trafikkaos. Det bliver sikkert lidt bedre i kraft af enorme trafikinvesteringer, men byen har det med hele tiden at vokse sig ud af forbedringerne.

Ifølge UNDP vokser befolkningstallet hvert år med 2,1 % eller tæt ved 2 millioner mennesker, og mange sætter den reelle vækst er højere. Så sent som i 2011 regnede Verdensbanken med 2,6 % i årlig menneskevækst. Heldigvis føder etiopiske kvinder færre børn end før. De mest optimistiske tal siger 3,9 børn pr. kvinde i gennemsnit mod 6 for få år siden. Men tallene er usikre.

I 2030 vil der ifølge FN være 130 millioner etiopere. Kursen er sat mod en fordobling af dagens tal på 90 millioner. Hvor mange sultne og arbejdsløse vil der være i det fattige højland, og hvor mange i Addis og de andre storbyer?

Naturligvis er det en forenkling, at sige at ligesom Europas problem er overforbrug trods konstant befolkning, så er Etiopiens problem den voldsomme befolkningstilvækst, og det forbrug og slid væksten fører til.

Men kombinationen: Gigantisk forbrugsvækst og fordoblingen af Afrikas befolkningstal på 40 år fortæller enhver, der kan tænke, at udviklingen ikke kan fortsætte. Fremskridt ædes op.

Vi spurgte en klog etioper, hvad de største udfordringer er de næste 10-20 år. Han nævnte to forhold:

Den radikalisering, der sker, ikke mindst af unge muslimer. Mange unge uddannes i Mellemøsten i en form for islam, der er langt mindre præget af religiøs tolerance, end man har været vant til. Etiopien har en ældgammel tradition for at kristne og muslimer lever godt sammen.

Og så den dramatiske arbejdsløshed ikke mindst blandt de unge. Han skønnede,den er på 40 %, trods de jobs, der skabes med turboinvesteringer i bedre infrastruktur og nye byer.

Der er tæt sammenhæng mellem de to udfordringer. En hastigt voksende ung befolkning med stor arbejdsløshed må nødvendigvis føre til en radikalisering af de unge.

Næst efter Burkina Faso er Etiopien ifølge UNDP det land i verden, hvor den største del af befolkningen (næsten tre fjerdedele) lever på degraderet, nedslidt land. Det er oplagt, at denne udvikling ikke kan forsætte, men det gør den nok alligevel.

Det vil føre til voldsomme sociale, etniske, politiske og religiøse spændinger og konflikter. Og til mere sult og fattigdom.
Knud Vilby er journalist og medlem af styrelsen i Folkekirkens Nødhjælp. Artiklen blev i april 2013 btragt som kronik i Dagbladet Information

One thought on “Her ædes fremskridtet op

  1. Interessant!

    Vi har adopteret en søn fra Etiopien – hvor vi hentede ham i 2011. Det var sgi lidt trøsteløst med al den fattigdom. Så det er dybt interessant at høre lidt om landets historie og udvikling.

    mvh.

    Lars

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>