En guide til hvordan afrikanere ville tolke mærkværdigheder i Danmark
Hvis det var i Afrika ville man have forventet at statsadvokaten fik en ordentlig pose penge for at være døv og blind i to år.
Jeg tænker på sagen om politiets anholdelse af flyttemænd i stedet for terrorister ved klimatopmødet i 2009. VK-regeringen havde givet politiet næsten ubegrænset anholdelsesret, men anholdelserne gik alligevel så vidt, at retten bagefter stemplede en masse som ulovlige. Flyttemændene var helt og aldeles fredelige borgere, udelukkende anholdt – og behandlet ret kontant – fordi politiet forvekslede nogle navne. Det var der billeder af, så klagesagen burde ikke være kompliceret. Men efter 2½ år med bind for begge øjne skønnede statsadvokaten, at synet aldrig ville komme tilbage og opgav sagen, selv om flere politifolk selv havde meldt sig.
Endnu en politiskandale, og siden rapporter om flere ugenkendelige betjente. Det er her fornuftigt tænkende afrikanere vil mene, at der må være penge involveret. Og endda temmelig mange til smøring af anklagemyndigheden. Uden penge er der ingen, der handler så dumt.
Jeg tror ikke det var tilfældet. Anklagemyndigheden fik ikke penge, men hvad skal man så mene? Hvad er værst? Bestikkelse eller inkompetence?
”Hvis det var i Afrika, så ….” er et udtryk, jeg bruger mere og mere. De mere eller mindre fordomsfulde opfattelser om Afrika handler om korruption og magtmisbrug og om nepotisme, der oversættes som urimelig begunstigelse af slægt og venner, bl.a. ved besættelse af stillinger. Hos os er det anderledes og bedre. Tror vi.
Det er fristende at sammenligne. Hvordan tolker en afrikaner danske mærkværdigheder?
Længe har det store karriereord været netværksdannelse. Vi netværker for karrierens skyld, og gør vi det effektivt, ender vi måske i et af de store ”old boys network”. (Old girls network har ikke samme indflydelse). Jeg husker min studenterkammerat, der som ung advokat i en provinsby satsede voldsom på medlemskab af Rotary for at få netværk og kunder. Stillinger er det også lettere at få, når man kender de rigtige folk,
Det har afrikanere stor forståelse for, men når vi støder på det i Afrika, kalder vi det nepotisme og er forargede. I Afrika går posterne til stamme, venner og familie. Her går de altid til de bedst kvalificerede, eller hvordan er det nu?
Andre danske specialiteter er mere mærkværdige. Begrebet Kammeradvokaten er et utroligt eksempel på noget særligt dansk i samarbejdet mellem stat og erhvervsliv. Det samme private advokatfirma har uden afbrydelse haft monopol på juridiske ydelser for staten siden 1936. Det har 335 medarbejdere og sendte i 2011 regninger til staten for 276 millioner kroner, heraf for næsten 100 millioner kroner til Thor Möger Pedersenss skatteministerium. Det er et privat kapitalistisk luksusmonopol på statslige ydelser. Hvis en udkantskommune skal bygge et cykelskur, skal det i EU-udbud for at sikre den billigste pris, men kammeradvokatjobbet er aldrig i udbud. Og kammeradvokaten (advokatfirmaet Poul Schmith) har en særaftale om at kunne sende uspecificerede millionregninger til staten. Der er ingen kontrol, ingen kritik og ingen konkurrence. Til gengæld tjener interessenterne i firmaet 2.144 kroner pr. afregnet time, mens studentermedhjælp kun får 453 kroner.
Man kunne forvente, at en sådan aftale vakte kritik. I ny og næ lyder der også et pip fra en utilfreds borger, men kammeradvokaten svarer ikke. Politikerne tager det ikke op. Kritikken dør hen.
Kammeradvokaten netværker. Advokatfirmaet driver et talentprogram og en sommerskole for jurastuderende, og i årsberetningen er der pæne interviews med journalister og professorer. Det fremgår af hjemmesiden, at man støtter Ungdommens Røde Kors og giver penge til fattige børn. Der rækkes ud til mange sider. Kammeradvokaten giver karrieremuligheder og gaver og chance for at komme i godt selskab, og så er det dumt at kritisere. Og at teste om der kunne være noget at spare ved konkurrence. Staten skal spare penge på alle andre områder, men statens afregning til kammeradvokaten er steget med 50 % på 5 år.
I Afrika, ville folk være sikre på, at et sådant mere end 75 år gammelt overbetalt privat monopol på offentlig virksomhed kun kunne fastholdes via grundig og regelmæssig smøring af skiftende ministre og topembedsmænd. De ville finde det rimeligt, at en så urimeligt lukrativ aftale bliver betalt med en fed pose kick-back-penge.
Sådan er et næppe. Politikerne i begge blokke synes de har brug for kammeradvokaten, og at hans medarbejdere skal lønnes efter en helt anden overenskomst end den kristelige på Vejlegården. Der er ikke forslag om lovændringer for at komme urimelighederne til livs. Alligevel tror jeg ikke, kammeradvokaturen bestikker de ledende politikere. Netværket er så stærkt, at det er unødvendigt.
Mærkeligt ville man sige, hvis det var i Afrika.
Mange steder i verden ved man, at det koster penge at få indflydelse. Man betaler og tager sig betalt. Hvis det var i Afrika, ville man således heller ikke være i tvivl om, at en ekstremistisk bank som SAXO Bank med en skattesparende udlandsdansker i spidsen ville tage sig politisk betalt for at finansiere et politisk parti som Liberal Alliance. Hvordan det er i Danmark ved jeg ikke, men man kan konstatere at bankrådgivning for alvor er blevet politiseret.
Bankrådgivning er i det hele taget mærkelig. Bankerne er som pengekøbmænd blandt de købmandsvirksomheder, der er sejlet på flest skær i deres forsøg på at navigere mellem boligboble og finanskrise. De har virkelig ikke gjort det dygtigt.
Alligevel kan man dag efter dag høre disse partsrepræsentanter udtale sig som uafhængige eksperter og rådgivere i radio og tv, og endda på Danmarks Radio med public service forpligtelse.
Det er ikke længe siden, cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank fortalte radiolytterne, at det kunne være en god ide at sætte penge i banken. Det svarer til at lade en ekspert fra Premier Is anbefale folk at spise flødeis.
Hvis det var i Afrika man tillod inhabile økonomer at udtale sig om alt og alle, som om det var videnskab, så ville man ikke være i tvivl om, at bankerne betalte for det. Over eller under bordet.
Selv har jeg indtil for nylig ment, at det ikke er tilfældet i Danmark, men jeg er blevet usikker. Under London-olympiaden har jeg mange gange om dagen fået at vide, at DRs udsendelser er produceret i samarbejde med banken Nordea. Da samarbejdet næppe bestod i, at Nordea leverede lydteknikere, går jeg ud fra, at Nordea betalte.
Så er det da også naturligt at Danske Bank og andre banker betaler, for at radio- og tv-aviser produceres i samarbejde med bankerne og primært Danske Bank. Man har endnu ikke fået det med i afmeldingerne, men noget for noget-princippet må også gælde her.
Noget for noget er et vigtigt princip i Afrika. For nylig skrev Ralf Christensen en kronik i Politiken, om hvordan han havde siddet 10 timer i Udlændigestyrelsens venteværelse for at vente på et familiesammenføringsafslag, også selv om han var tilsagt til en bestemt dag og et bestemt tidspunkt. En chef for styrelsen har bekræftet hans historie. Bureaukratiet har travlt.
Hvis det var i Afrika ville man mene, at fejlen var, at Ralf Christensen havde glemt at betale de rigtige folk for at komme frem i køen, og andre for at få en positiv afgørelse. Sådan er det (heldigvis?) ikke i Danmark. Her venter vi tålmodigt, og uden at betale ekstra, på at blive behandlet dårligt.
Hvad kan man lære af, at Danmark ikke er Afrika, selv om det ligner, og af at Afrika ikke er Danmark, selv om ting også i Afrika ofte foregår regulært og uden bestikkelse?
Man kan nok ikke lære en hel masse, og udviklingen vil fortsætte med højere honorarer til de privilegerede kammerherrer og lavere lønninger i bunden for at fremme konkurrenceevnen.
Men måske kan man begrænse den danske selvglæde en anelse og erkende, at eliten også her er syltet godt ind og sidder bredt på magten og pengene.
Måske kunne man også skrive et par nye højskolesange med en anden tekst end den med at ”få har for meget og færre for lidt”. Lad os se realiteterne i øjnene og få dem sat på rim.