Den nye danske udviklingsstrategi

Debatten om Danmarks nye udviklingsstrategi finder nu sted på grundlag af et konkret 18 siders udkast fra udenrigsministeriet.

Det holdes hemmeligt, og det er besynderligt i betragtning af de oprindeligt erklærede ønsker om en bred debat, men heldigvis er udkastet sluppet ud til en bredere offentlighed, og vi ved nu, hvilke hensigter regeringen har og ikke har.

Det er ikke overraskende, at regeringen ønsker en drejning i retning af den private sektor på grundlag af en opfattelse af, at holdbar økonomisk vækst bedst skabes på grundlag af privat initiativ og i den private sektor.

Det er derimod lidt chokerende, at privat sektor opfattes så firkantet og snævert, som det er tilfældet. Og det er overraskende, hvor primitivt og upræcist udkastet er, samtidigt med at det er et ideologisk opgør med store dele af det nuværende bistandssystem.

Landbruget er væk i strategien

Efter en meget langvarig og grundig debat om, hvordan bistand bedst kan være med til at styrke et landbrug, der er præget af lav produktivitet, utilstrækkelig beskæftigelse og voldsomme trusler fra klimaændringer, har vi nu svaret. Og det er, at landbrug i praksis er skrevet fuldstændigt ud af strategien.

Der er lidt om støtte af produktionen ”fra jord til bord” med vægt på forarbejdning. Der er intet overhovedet om fortsat inkludering af de fattige bønder i denne sektors privatdrevne udvikling. Og der er praktisk taget intet om den nødvendige forskning i et ændret landbrug, der bedre kan klare sig for eksempel i områder med mere tørke.

Der har været uenighed om, hvad vi skal stille op med landbruget og om fattigdomsorienteret versus mere industriorienteret landbrugsvækst, og svaret er at man reelt har droppet landbruget og i hvert fald de fattige bønder.

I afsnittet om økonomisk vækst står der rent ud, at ”mange af de mest fattige og sårbare mennesker har ikke de nødvendige ressourcer til at tage del i den økonomiske vækst”. Danmarks svar er derefter, at Danmark vil bidrage til at ”der etableres forsikringsordninger og sikkerhedsnet for de allerfattigste”. Hvadbehar.

Når de fattigste ikke kan være med i produktionen, skal de i stedet forsikres og have udbetalt kompensation. Hvem tror på den.

Verden ifølge Danmark 

Strategiudkastet er et voldsomt værdipolitisk papir. Det meddeles i klart sprog, at verden skal indrette sig efter danske værdier. Hvis ikke, vil det have klare konsekvenser. Det kan give mindelser, om musen der brøler, men i indledningen slås det fast, at ”med vilje, værdier og realisme kommer vi langt”.

Som i alle opskrifter handler det dog nok også om dosering. Skal denne her dej hæve, er det vigtigt at fastslå, at det næppe er vilje, værdier og realisme i størrelsesforholdene 1:1:1. Der er især behov for realisme.

Mange af indsparkene til den udviklingsstrategiske debat har fastslået, at bistandens vigtigste realpolitiske opgave er at skabe gode rammebetingelser for udvikling. Det er hverken revolutionært eller venstreorienteret.

Verdensbanken understreger således, at investeringer i infrastruktur, sundhed og uddannelse er forudsætningen for fornuftige private investeringer i de produktive sektorer og dermed for beskæftigelse og vækst. Men Danmark ved bedre.

Sundhed og uddannelse er væk 

Bortset fra nogle henstrøede pæne ord, og et konkret løfte om mere støtte til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, er de sociale sektorer (sundhed og uddannelse) også stort set skrevet helt ud af strategien. Det er ikke på disse basale områder, u-landene skal regne med os.

Programsamarbejdslande er væk

Hvor vil Danmark så være?
Et meget markant men uklart udspil er, at ideen med en begrænset gruppe af programsamarbejdslande opgives. For mange år tilbage vedtog folketinget, at dansk bistand skulle koncentreres om op til 20 programsamarbejdslande. I dag har vi noget færre, men samarbejdet er koncentreret om langsigtede aftaler med disse lande.

Sådan skal det ikke være mere. Vi skal blandt andet (og det er positivt) gøre mere i skrøbelige og fejlslagne stater, men også kunne rykke ind andre steder.

I stedet for programsamarbejdslande skal vi have partnerlande: ”Alle lande, Danmark er engageret i med et langsigtet perspektiv og politisk og finansiel tyngde vil blive betragtet som partnerlande”, står der. Men det præciseres ikke, hvordan partnerlandene udpeges. Kun at ”valg og fravalg af partnerlande er altid en politisk beslutning”, og at samarbejdet skal have et langsigtet perspektiv.

Med øget integration mellem krigsindsatser og udviklingsindsatser er det formentlig klart, at alle lande, hvor Danmark fører langsigtet krig automatisk vil blive betragtet som partnerlande. Men derudover??

Positive takter

Strategiudkastet er rigtig mange steder præget af uklarhed og manglende præcision. De store ord har det lettere i teksten end de præcise budskaber. Det giver betydelig usikkerhed, men – hvis det vedtages – også stor frihed til den direkte politiske ledelse.
Meget vil kunne tolkes ind under de luftige beskrivelser.

Det ændrer ikke ved, at der også er grund til at beskrive nogle positive takter.

Det er positivt, at udkastet understreger, at to tredjedele af dansk bistand skal gå til Afrika, at man i samarbejdslandene vil arbejde for omfordeling til fordel for de fattige, at civilsamfundene skal styrkes, at der skal udvikles grønne vækststrategier, og at man skal se på arbejdstagerrettigheder som led i privatsektorstøtten.

Jeg synes også, det er centralt, at det understreges at forskellige politikker skal trække i samme retning. Der skal være koherens i Danmarks og EU’s politikker, og det skal der, selv om man kan være betænkelig ved, at sikkerhedspolitikken og Danmarks egeninteresse betones meget stærkt i teksten.

Det multilaterale system skal styrkes, og det siges der en del fornuftigt om. Men igen mangler præcisionen. Den multilaterale andel af dansk bistand har været faldende, og der står ikke et eneste ord om, at den eventuelt skal stige igen. Man kan læse hvad som helst ind i de pæne ord.

Danmark vil meget, og vi kommer altså både med ”vilje, værdier og realisme”. Regeringen er dog opmærksom på, at Danmark ikke er alene på bistandsområdet. Og det er interessant, at der også står, at Danmark vil interessere sig for dialog med nye aktører på området, blandt andet Kina (der jo nok vil kunne bringe en del realisme ind i dialogen).

Fristil om klima

Og så lige miljø og klima. Et kæmpeområde, der mildest talt må betegnes som uafklaret i det internationale samarbejde. Afsnittet er meget tyndt og uambitiøst.

Der står reelt ikke andet end almindeligheder. Intet om hvordan Danmark vil håndtere konflikten mellem klima- og udviklingsbistand. Intet om at verden er ved at blive en anden end før, og at en lang række af de traditionelle vækstbegreber og redskaber skal om- og nytænkes. I det afsnit er der stort set hverken vilje, værdier eller realisme. Kun halvanden sides fristil.

Oprindeligt publiceret i U-landsnyt.